10.02 - 20.02.2025 kr. 26.850 Bestil

Tanzania: Trek til Uhuru Peak (5895 moh), toppen af Afrikas højeste bjerg - Kilimanjaro

“Turen op til toppen af Kilimanjaro er en oplevelse for livet. En udfordrende vandretur i et fantastisk varieret terræn. Alt var perfekt planlagt. Og masser af gejst blandt rejsedeltagerne. Tak til Klaus/Gjøa for en super tur”

Verner

Rejsebeskrivelse

Denne fantastiske rejse til Tanzania med bestigningen af Kilimanjaro (5895 moh) er på i alt 11 dage. Klaus har vandret forskellige ruter på Kilimanjaro, men foretrækker suverænt Machame Route på 7 dage. Det skyldes dels variationen i landskabet undervejs på ruten, som er helt enestående. Men endnu vigtigere, så har denne rute på 7 dage et helt ideelt akklimatiserings forløb i forhold til vandringernes længde, og højden på overnatningerne i den rigtige rækkefølge. 

Temperaturen på bjerget er afledt af højden, og det resulterer i 6 forskellige klimazoner/vegetationsbælter fra bunden af bjerget til toppen. Det er helt fantastisk, at opleve den variation i vegetationen det afstedkommer. Vi starter i troperne og det kulminerer i arktisk klima på toppen! Endeligt er samarbejdet og nærværet med det lokale tanzanianske bjerg team også en stor oplevelse. De kan deres professionelle metier til fingerspidserne, og bidrager med humor og godt humør på bjerget.

Gjøa Travel turleder Klaus Nordvig Andersen siger:

"Jeg har over en periode på ca. 20 år guidet 21 succesfulde bestigninger med danske grupper til toppen af Kilimanjaro. Tanzania og Kili i særdeleshed har en meget stor betydning for mig. På denne rejse kan jeg virkelig få mine kompetencer som proff. vandreguide og biolog i spil til turdeltagernes fordel, og det er en stor personlig tilfredsstillelse for mig.

Det er derfor helt natuligt, at vi nu i Gjøa Travel regi har Kilimanjaro i vores vandre program. Bestigningen laves i samarbejde med den suverænt bedste og mest kompetente lokale chiefguide, som jeg har samarbejdet med utallige gange på bjerget gennem årene. Han har +200 Kili bestigninger bag sig, og har samme syn og høje prioritet på sikkerheden som jeg. Vi kan sammen garantere, at man får den suverænt bedste og mest kompetente Kili bestigning på markedet. 

Mange har en stor drøm om, at trekke på Kilimanjaro og nå toppen. En stor personlig udfordring i nogle helt fantastiske rammer - en oplevelse for livet simpelthen. Mange er naturligt nok også lidt usikre på, hvad det kræver af én rent fysisk, og hvilket udstyr der er nødvendigt. Spørgsmål om sikkerheden i forhold til håndtering af højdepåvirkning og risikoen for højdesyge dukker også op. Alle disse spørgsmål kan vi besvare helt ned i detaljen grundet vores store og mangeårige erfaring på bjerget - og vi gør det med glæde. Så kontakt os endeligt, og få en god Kili snak.

Mange har besteget Kilimanjaro gennem tiden, og det foranlediger nogle til at undervurdere bestigningen. Det er et såkaldt "Trekking Peak", men alle vil få en stor personlig fysisk og mental udfordring, det garanterer jeg på baggrund af mine erfaringer med mere end 300 mennesker på Kili gennem årene. Det gælder den almindelige motionist, og det gælder supermotionisten. Højden påvirker alle. Hvor meget den påvirker den enkelte kan ikke forudsiges, og det gælder uanset køn, alder og grundform. Men, jo bedre grundform man møder op med, jo mindre skal man bekymre sig om den del, det er klart."

Næste rejse foregår i perioden 10 - 20 februar 2025, og Klaus vil arrangere en fælles dagsvandretur i Danmark i efteråret 2024, hvor gruppen kan mødes, og man kan spørge ind til alle detaljer vedr. Kilimanjaro bestigningen, som man har lyst til. Kan man ikke deltage på denne vandring, går Klaus gerne en tur på et andet tidspunkt. 

Gruppen er på max. 10 deltagere udover turleder Klaus Nordvig Andersen

Klik ind og læs mere om rejse detaljer herunder.

Download rejsebeskrivelsen her

Dag 1. Afrejse fra Danmark via Amsterdam til Tanzania

Ankomst til Moshi i Tanzania

Eventyret er i gang! Vi flyver fra Danmark om morgenen til Amsterdam, og videre til Kilimanjaro International Airport i Tanzania uden yderligere mellemlandinger. I lufthavnen møder vi vores lokale kontakt, og kører til hotellet i Moshi.

Efter check in mødes vi i haven til en forfriskning, og fornemmer klart på temperatur, lyde og dufte, at vi nu befinder os i tropisk Afrika, umiddelbart syd for Ækvator. Nu er det tid til en god nats søvn, så vi friske og veludhvilede er klar i morgen til de sidste forberedelser og briefinger til bestigningen af Kilimanjaro - det højeste bjerg på det afrikanske kontinent.

-/-/- 

 

 

Dag 2. Afslapning og forberedelse i Moshi - akklimatiseringen er i gang

Moshi town og udsigt til Kilimanjaro

Vores hotel i Moshi ligger i ca. 900 meters højde, så vores kroppe er forlængst i gang med den essentielle akklimatisering til højden. Den rette akklimatisering er nøglen til en sikker og succesrig bestigning af bjerget - her og i almindelighed.

Vores lokale chefguide vil komme til hotellet og sammen med Klaus (Gjøa´s turleder), vil han briefe gruppen grundigt om Kilimanjaro trekket, der starter i morgen. Vi tjekker op på, at alle har det nødvendige udstyr, og får styr på evt. mangler.

Herefter vil vi sammen gå en tur ud i Moshi by, og se hvordan det farverige hverdagsliv udfolder sig på markedet, hvor beboerne fra landsbyerne på Kilimanjaro`s skråninger sælger alverdens frugter, grøntsager m.m.

Eftermiddagen og aftenen er prioriteret til afslapning og pakning til bjerget. Ved 18.30 tiden begynder det at blive mørkt, og cikadernes sang dominerer lydbilledet. 

M/-/-

Dag 3. Bestigningen er begyndt - Trek til Machame Camp i ca. 3000 moh

Machame Camp i kanten af regnskoven

Så er det endelig dagen, hvor vi påbegynder bestigningen af Kilimanjaro. De fleste vil helt sikkert have lidt sommerfugle flaksende i maven, hvilket kun er helt naturligt. Vi kører i bus fra Moshi op ad Kilimanjaros laveste skråninger, og passerer igennem landsbyer, kaffeplantager og små marker med bananer, bønner, papaya m.m. Fremme ved Machame Park Gate i ca. 1800 meters højde, er vores Kili team bestående af portere, kokke, guide assisants og chief guide i fuld gang med at organisere al vores bagage og grej til den forestående uge i felten. 

Vi indskrives formelt i Kilimanjaro National Park protokollen, og kan nu begynde trekket. En af guide assistenterne fører an, og sætter det berømte og vigtig pole pole tempo, der sikrer os at vi bruger den nødvendige tid på stien, så akklimatiseringen optimeres - hverken mere eller mindre - that´s the trick!

De næste ca. 6 timer går vi langsomt op igennem regnskoven, hvis trækroner beklædte med laver og mosser giver skygge en del af vejen. Midtvejs på dagens etape, spiser vi vores medbragte madpakker. De sort/hvide colobus aber ses af og til, og over 2500 meter får vi den lille endemiske rød/gule blomst Impatiens Kilimanjari at se. 

I ca. 3000 meters højde, ophører regnskoven inden for ganske få hundrede meter, og landskabet er mere åbent med enkeltsående træer og buske. Her på kanten af regnskoven er vores telt camp sat op, og vores bagage venter i teltet. 

I vores messetelt venter te og kaffe, og udenfor er der et flot kig til Kilimanjaro`s mellemste vulkantop Kibo, hvis top er selveste Uhuru Peak - toppen af Kilimanjaro. 

M/F/A

Dag 4. Trek til Shira Camp i ca. 3680 moh

Shira Camp med udsigt til Kibo`s sne

Heroppe i 3000 meters højde er der koldt om morgenen, så det er skønt når solens stråler rammer lejren, og varsler starten på en ny dag. Morgenmaden indtages i messeteltet eller udenfor i solen, og derefter er vi klar til afgang. En del af porterne er allerede afsted, og resten vil overhale os inden for de kommende timer.

Vores chiefguide går forrest og Gjøa turleder Klaus vil som oftest gå bagerst, således at turdeltagerne kan finde deres egen rytme derimellem og holde småpauser, når der er behov for det. Vi vandrer op ad et højdedrag bestående af klipper, der fører os op til Shira Camp i knap 3700 meters højde vest for Kibo. Dagens vandretur tager typisk 6-7 timer. Shira er navnet på den vestligste af de 3 erkendelige vulkaner på Kilimanjaro, hvor man stadig kan se dele af kraterranden, samt Shira plateauet

M/F/A

Dag 5. Trek til Barranco Camp i ca. 3900 moh via Barranco Valley

Barranco Valley, Barranco Camp og Barranco Wall

I dag praktiserer vi akklimatiseringsmodellen "Go high - sleep low", idet vi midt på dagen kommer et stykke over 4000 meter og sover i Barranco Camp i ca. 3900 meter. Med andre ord, en rigtig god og vigtig akklimatiseringsdag. 

Dagens vandring er meget varieret og tager ca. 8 timer. Ruten følger i starten et højdedrag tæt op under Kibo, hvor vi evt. går helt op til klippeformationen Lava Tower i 4600 meter og spiser frokost. Derfra går det nedad gennem den fantastisk smukke Barranco Valley med de for Kili så karakteristiske planter lobelia og senecio i imponerende størrelser og mængder. 

Lejren har en fantastisk placering yderst i dalen, med udsigt over lavlandet og Barranco Wall ved siden, som vi skal over i morgen tidlig. 

Vi er nu knap halvvejs på bestigningen, og rutinerne er på plads. Alle kan mærke den relativt høje højde, men også den helt specielle "walkers high" fornemmelse, som indfinder sig hos mange vandrere på længere trek, hvor man kommer ind i et positivt flow, og nyder naturen og roen, lige der hvor man befinder sig. I klart vejr, er der udsigt til en magisk stjernehimmel på dette sted. 

M/F/A

 

Dag 6. Trek til Karanga Camp i ca. 4000 moh

Karanga Camp med udsigt over "The Saddle"

I dag har vi kun ca. 5 timers vandring til Karanga Camp. Det er en ideel dag til restitution og akklimatisering, da vi skal overnatte i næsten samme højde som i nat. 

Inden vi begiver os afsted, skal vi dog have en god morgenmad. Kroppen arbejder på højtryk heroppe, og har brug for meget energi. Solen kommer frem over Barranco Wall, og vi starter opstigningen på den lille sti, der leder os sikkert til toppen. Det tager typisk et par timer i det sædvanlige pole pole tempo, hvorefter vi tager en god pause på toppen, og tager os tid til at nyde udsigten over Barranco Valley, lavlandet for foden af Kilimanjaro, samt en stor del af ruten der venter forude. 

Kibo ligger nu lige til venstre for os, og vi kan tydeligt se sneen på dens sider. I morgen nat er det os, der går op ad Kibo mod Uhuru Peak! Vi når frem til Karanga Valley, og går det sidste stykke op ad dalen, hvor vores fantastiske team har rejst teltene og forberedt en varm frokost til os.

Nu handler det om, at restituere og forkæle kroppen på bedste vis, så eftermiddagen er til fri disposition. Dvs man kan sove og hvile sig, hygge i messeteltet eller blot gå en kort tur i området for at løsne lidt op. 

M/F/A

Dag 7. Trek til "basecamp" Barafu Camp i ca. 4600 moh

Barrafu Camp, Basecamp for topbestigningen

Herfra Karanga Camp har vi udsigt over et stort slette område mellem Kibo og den tredje udslukte vulkan Mawenzi. Området kaldes også "The saddle" efter formen. 

Vi vil nu på ca. 4 timer tilbagelægge de ca. 600 højdemeter op til Barafu Camp, som vil fungere som vores Basecamp under topbestigningen. Vi er fremme ved frokosttid, og eftermiddagen står på afslapning og restitution. 

Gruppen samles i messeteltet inden den tidlige aftensmad, hvor Klaus og chefguiden grundigt vil gennemgå planen og forløbet for det kommende trek til toppen. Alle er naturligvis spændte, men deltagerne er i de bedste hænder. Chefguiden har + 200 Kili bestigninger på CV`et og Klaus har 21 gange guidet en gruppe succesfuldt til toppen. Sikkerheden har absolut 1. prioritet, og der er styr på ALLE detaljer. Den enkelte deltager, skal "blot" fokusere på sin egen præstation. 

Ved midnatstid starter vi ud på bestigningen, og tager hul på en nat, som de fleste vil mindes for altid.

M/F/A

Dag 8. Summit night - trek til toppen af Kilimanjaro - Uhuru Peak i 5895 moh

Uhuru Peak 5895 moh - Roof top of Africa

Ved midnatstid samles vi i messeteltet til en kop varm te, og en sidste kort briefing. Vores chefguide og guideassistenter er klar, og fordeler sig i gruppen ved afgang. I pole pole tempo går vi i pandelampens skær op imod kraterkanten til "Stella Point" i ca. 5750 meters højde. Undervejs holder vi korte pauser, og får tanket op med vand og snacks. Guideteamet synger indimellem sange på Swahili for at holde moralen høj, og er altid behjælpelige med en hånd om nødvendigt.

Når solen begynder at vise sig bag Mawenzi, når vi vores første delmål Stella Point. Herfra har vi kun 1 times vandring til toppen, og udsigterne til Kenya, Mawenzi,  kraterbunden, sne og gletsjere fuldender oplevelsen. 

Alle kan mærke effekten af den tynde luft så højt oppe, men synet af det legendariske Kilimanjaro skilt på Uhuru Peak giver fornyede kræfter til det sidste stykke! Med hånden på skiltet og fødderne på "Roof top of Africa", og fornemmelsen af at have et helt kontinent under sig, trænger følelserne sig på hos de fleste...

Når man står på toppen er man som bekendt kun halvt i mål. Efter at have taget billeder og indprentet sig udsigter, påbegynder vi nedstigningen til Barrafu Camp. Her venter kokken med frokost og lykønskninger. 

Efter frokost og en kort pause, pakker vi lejren ned, og hele teamet tager hul på ca. 4 timers vandring ned til Mweka Camp i godt 3000 meters højde. Benene er trætte, men man kan tydeligt mærke den øgede iltmængde komme en til gode, eftersom vi smider højdemeter nedad. I lejren venter en tidlig aftensmad, og så er det ellers til køjs med et lille smil på læben. 

M/F/A

 

Dag 9. Trek fra Mweka Camp til Park Gate og videre til hotel i Moshi

Mweka Camp - sidste dag på Kilimanjaro

Vi vågner op til fuglefløjt og en betydelig højere temperatur end vi har været vandt til de foregående dage. De fleste vil have sovet tungt, og nydt godt af den "fede luft" her i 3000 meters højde! I klart vejr ses Kibo tydeligt fra lejren, og det er nærmest surrealistisk, at vi stod på Uhuru Peak for kun et døgn siden.

Efter morgenmaden tager vi behørig afsked med vores portere og kokke, som nu har travlt med at pakke sammen og komme ned af bjerget og hjem til familien.

Vi andre har nu ca. 5 timers "walk in the jungle" ned til Mweka Park Gate, hvor vi melder vores ankomst og "skriver os ud af" Kilimanjaro National Park. Vi går som sædvanligt stille og roligt, og nyder de sidste timer på bjerget, mens tankerne kredser om den sidste uges begivenhedsrige forløb.

Fra Park gate har vi knap en times kørsel til hotellet, hvor vi spiser frokost og skåler sammen i en "Kilimanjaro Pils" eller "Safari Lager". Efter en uge på bjerget har man gjort sig fortjent til, at omtale Kilimanjaro som "Kili"

M/F/-

Dag 10. Om aftenen påbegyndes hjemrejsen fra Tanzania til Danmark via Amsterdam

Rundtur i Moshi og hjemrejse til Danmark

Efter en nat på hotellet i Moshi i en rigtig seng venter et forfriskende brusebad. Man sætter pris på den luksus, når man i en uge har levet outdoor livet på Kilimanjaro! Vi skal først flyve i aften, så der er god til at slappe af og få pakket grejet behørigt sammen til hjemrejsen.

Vores guide, vil tage os med på en tur i sin hjemby Moshi. Byen er den største i Kilimanjaro Regionen, som efter Tanzanianske forhold er et forholdsvis rigt område. Det skyldes den frugtbare vulkanske jord og vandforsyningen fra Kilimanjaros skråninger. Der dyrkes kaffe, ris, frugter og grøntsager i store mængder, som så sælges i byen på markedet eller i vejboder. Det summer af liv, og man ser masaier, chakaer og andre, der kommunikerer på fællessproget Swahili, der er udbredt i hele Østafrika heriblandt Kenya og Uganda. 

Kunsthåndværk som træfigurer og meget andet er udbredt, så der er rig mulighed for, at købe lidt gaver med hjem. Sidst på eftermiddagen kører vi til Kilimanjaros Internationale lufthavn og påbegynder hjemrejsen til DK.

M/-/-

Dag 11. Ankomst til Danmark med en uforglemmelig Kilimanjaro oplevelse i bagagen

Ankomst til Danmark

Natten har vi tilbragt i luften på rejse fra det Afrikanske kontinent til det Europæiske ditto, og efter en mellemlanding i Amsterdam, lander vi i København sidst på formiddagen. Alle med deres helt personlige Kilimanjaro oplevelse i bagagen - hakuna matata...

-/-/-

Vigtig information om denne rejse

Rejsens varighed:

11 dage - 10 nætter

Rejsens sværhedsgrad:

4-5

Selve trekket ad Machame Route på Kilimanjaro varer 7 dage/6 nætter. Hele ruten er på ialt ca. 80 km, og varigheden af dagsvandringerne varierer mellem ca. 4-8 timer incl pauser. Denne tidsangivelse kan naturligvis variere noget pga vejrlig eller andre forhold, der kan spille ind.

Selve topnatten skiller sig dog ud fra ovenstående, idet vi vandrer fra midnat til ud på eftermiddagen næste dag, naturligvis med pauser undervejs - altså kongeetapen på alle måder. 

Baraffu Camp fungerer som Base Camp, og har vores egen deignerede basecamp manager, som er på vagt under vores top bestigning. Dvs. at der er tilsyn og servicering til evt. turdeltagere der vælger topnatten fra og bliver i lejren, eller som returnerer til lejren før gruppen (ledsaget naturligvis).

Vi vil varmt anbefale, at du ringer til Gjøa Travel og får en god snak med Klaus omkring de fysiske krav og andre forhold, der er til et trek som dette. Så får vi hurtig afklaret om det er noget for dig eller ej, og det er i sagens natur i alles interesse. Husk, det er hårdt, men det er for almindelige mennesker med en ok grundform, som har lysten til eventyr, og som holder af at vandre i spektakulær natur. 

Inkluderet i rejsens pris:

  • Aktiv grupperejse med dansktalende Gjøa turleder - Klaus Nordvig Andersen
  • Lokalt bjergteam (Chefguide, guide assistenter, kokke og portere)
  • Flyrejse København - Kilimanjaro Airport t/r med KLM
  • Alle lokale bustransfers på rejsen
  • Alle overnatninger på hhv. hotel i Moshi (3 nætter) og i telt på bjerget (6 nætter)
  • Inkluderede måltider som anført i rejseprogrammet. Alle måltider og drikkevarer på selve trekket er inkluderet.
  • En fælles dagsvandretur for gruppen i DK forud for rejsen (frivillig)
  • Alle tilladelser til Kilimanjaro N. P.
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

IKKE inkluderet i rejsens pris:

  • Evt. afbestillingsforsikring og/eller rejseforsikring (Rejseforsikring er obligatorisk)
  • Ikke inkluderede måltider, som anført i rejseprogrammet (beregn DKK 60-80 pr. måltid.
  • Drikkevarer 
  • Tips til lokalt bjergteam (ca. USD 250,-/person)
  • Visum til Tanzania (beregn ca. USD 50,-/person)
  • Evt. Enkeltværelse på hotel i Moshi eller enkelttelt på bjerget

Overnatninger på rejsen:

Vi overnatter 3 nætter på hotel i Moshi. På Kili overnatter vi i 2 personers kvalitetstelte (2 personer/telt). Kontakt os venligst, hvis du ønsker enkeltværelse på hotellet i Moshi, eller dit eget telt på bjerget - så undersøger vi mulighederne. På trekket har vi også vores eget toilettelt til gruppen.

Flyrejsen:

Vi flyver med KLM fra København til Kilimanjaro Airport via Amsterdam t/r. Du er velkommen til, at kontakte os for at få oplyst flytiderne. 

Måltider på rejsen:

Inkluderede måltider i rejsens pris er noteret på hver enkelt dag i rejseprogrammet med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Hvis et måltid ikke er inkluderet markeres det med – 

Bemærk, at alle måltider og drikkevarer er inkluderet på trekket på Kilimanjaro.

Område, klima og terræn:

Kilimanjaro er speciel på mange måder. Det største enkeltstående bjerg i verden, og med sne på toppen trods sin beliggenhed ved Ækvator. På selve Kilimanjaro har terrænet fra 2700 meter og opad betegnelsen Kilimanjaro National Park. Bæltet rundt om bjerget mellem 1800-2700 meter har status af Forest Reserve og Game Reserve. Gjøa Travel benytter Machame Route til toppen, som efter vores mening er den absolut bedste rute på alle parametre. 

Man kan principielt trekke på Kili hele året, men de fleste undgår de 2 regnsæsoner, af oplagte årsager. De bedste perioder uden for regnsæsonerne er hhv. juli, oktober, og februar. Gjøa Travel foretrækker februar, da forholdene på Kili er optimale, samtidig med, at det er et fint tidspunkt at rejse væk fra det danske mørke og vintervejr. Selvom vi ikke er på bjerget i regntiden, vil der dog altid kunne falde regn, især i regnskoven, som navnet antyder.

Kilimanjaro og Moshi ligger tæt på Ækvator, så temperaturerne vil om dagen ligge på 22-28 grader i byen og på de nederste skråninger af bjerget. Temperaturen falder som en tommelfingerregel med 1 grad Celsius pr. 200 højdemeter, så vi vil opleve et temperaturfald efterhånden som vi kommer højere op på bjerget. Om dagen på bjerget vil man typisk opleve temperaturer på 5 - 20 grader Celsius, og om natten kan temperaturen falde til frysepunktet eller lidt under. På selve topnatten og på Uhuru Peak vil der typisk være 2 - 10 minusgrader, men i sjældne tilfælde kan temperaturen falde til omkring 15 minusgrader.

Venligst se vores udførlige udstyrs- og pakkeliste til denne rejse.

Rejseforsikring:

Det er obligatorisk at have en rejseforsikring til denne rejse. Bemærk venligst, at den skal dække for aktiviteter over 4.000 moh (vandring i dette tilfælde), det er nemlig ikke en selvfølge. Gjøa Travel kan anbefale Gouda Rejseforsikring, som har denne dækning.

Pas og Visum:

Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen fra den pågældende rejse.

Visum til Tanzania skal søges online ca. 2-3 uger før afrejse. Gjøa Travel vil sende dig en mail med information omkring visum proceduren ca. 30 dage før afrejse.

Til din visum ansøgning skal du bruge en elektronisk kopi af hhv. dit pasfoto, dit pas, samt en Pdf-fil af din flybillet.

Hvis du ikke er dansk statsborger, er dit eget ansvar at undersøge hvorledes visumreglerne er for din nationalitet - de kan nemlig variere. 

Vaccinationer:

Vi anbefaler, at du kontakter din egen læge senest 30 dage før afrejse. Her skal du gøre opmærksom på, at du rejser i kategori med rygsækrejsende. Det skyldes, at vi camperer på Kili. Ring evt. til os, så fortæller vi gerne om, hvad der er gængs praksis i Tanzania mht vaccinationer, og det giver dig en god baggrund for din snak med egen læge.

Lokal valuta & kreditkort:

Vi anbefaler, at du medbringer USD i kontanter, således at du kan veksle til lokal valuta (TSH). Kreditkort kan kun benyttes i begrænset omfang. 

Wifi og mobildækning på overnatningsstederne: 

Der er i dag udmærket mobildækning i Tanzania. WIFI er begrænset til hotellet i Moshi.

Bemærk venligst: 

Denne rejse er 100% fokuseret på optimering af trekket/bestigningen af Kilimanjaro, og der vil derfor maksimalt være 10 turdeltagere på rejsen. 

 

 

Udstyrs- og Pakkeliste

Inspiration til din pakning til Kili bestigning:

Nedenfor ser du et forslag til, hvad du bør medbringe på vandreferien. Er du i tvivl om noget i den forbindelse, så kontakt os meget gerne for et godt råd.

Stor og lille bagage til rejsen

Din store bagage, er den du tjekker ind på flyet, og den den som porterne bærer for dig på bjerget. Det kan være en duffelbag eller rygsæk. Den lille bagage skal være en dagstursrygsæk, som du selv bærer på trekket til vand, snacks, kamera, regntøj m.m. Dagstursrygsækken skal være din håndbagage på flyrejsen. Du kan efterade en pose med rejsetøj m.m. på hotellet under Kili bestigningen.

Et godt rejseråd mht til din bagage:

 I sjældne tilfælde, kan det ske, at den indtjekkede bagage kommer forsinket frem til destinationen pga fejl m.m. i lufthavnen. For at forebygge denne situation, anbefaler vi kraftigt, at man rejser i det vigtigste vandretøj: vandrestøvler, vandresokker, vandrebukser, svedtransporterende t-shirt, 1 let trøje og regnjakke. Derudover kan man evt. pakke lidt skiftetøj i dagstursrygsækken, som jo er med som håndbagage. Så er man garderet, og kan deltage på trekket uden problemer, indtil den forsinkede bagage bliver leveret. Vi har også mulighed for, at skaffe det meste grej, i de sjældne tilfælde det skulle blive nødvendigt.

Vandrestøvler og andet fodtøj

Til selve Kili trekket anbefaler vi rigtige vandrestøvler, det er faktisk et krav. Der er mange gode grunde til, at gå med rigtige vandrestøvler på en vandreferie, og især på et trek som dette. Vandrestøvlerne støtter anklerne og minimerer risikoen for banale forstuvninger. De beskytter også fødderne mod vegetation, klipper m.m. Med gode sokker kan man holde varmen i fødderne i vandrestøvler. En god stiv sål aflaster fødderne meget, og en intakt skridsikker sål, optimerer grebet med underlaget på vandrestierne. Det er et must, at støvlerne er gået til og testet inden denne rejse, så man ikke skal døje med vabler m.m.

Til brug uden for vandreturene vil vi anbefale noget let fodtøj eller sandaler, så fødderne får luft.

Vandrestave

Vandrestave anvendes med stor gavn til vandring i bjergene. Utallige undersøgelser dokumenterer deres mange fordele, og selv meget erfarne bjergfolk bruger vandrestave i udstrakt grad. Vandrestave aflaster legemet generelt og knæene i særdeleshed. De understøtter en oprejst stilling, og forbygger derfor også rygsmerter. De giver balance og dermed øget sikkerhed i glat terræn. To stave sikrer en symmetrisk støtte og kroppens stilling er korrekt (så ja, 2 stave er dobbelt så gode som 1). Man bliver hurtigt fortrolig med sine vandrestave, og når de en sjælden gang er i vejen i noget terræn, så spændes de blot på rygsækken så hænderne er fri. Husk altid, at beskytte spidserne med gummidutter, når du pakker dem ned i indchecket bagage (som er et krav på flyrejser), samt når du skal have dem bundet på din rygsæk.

I de sjældne tilfælde, hvor man får en skade eller skavank i ben eller knæ, vil man med vandrestavene kunne aflaste dette udsatte sted betydeligt. Summa summarum - vi anbefaler kraftigt, at medbringe vandrestave på Kili.

Tøj og grej til Kili trekket

Decideret vandretøj er udviklet til fysisk udfoldelse under åben himmel ude i terrænet. Det har derfor en række fordele på vandreture, sammenlignet med hverdagstøj. Stof og syninger er optimeret mhp at undgå ubehag og skader ved friktion mod kroppen. Stoffet er typisk let og åndbart så fugt fra kroppen kan komme ud, og så tørrer det hurtigt.

- Sovepose (3 sæsoners med en komforttemp. på minus 10 grader Celsius)

- Liggeunderlag (gerne et tykt oppusteligt, som sikrer  god komfort og isolering mod kulde fra jorden)

- T-shirts og undertøj (mindst 3 stk)

- Vandresokker (mindst 3 par)

- 1 tynd, let uld/fleece trøje 

- 1 tykkere uld/fleece trøje

- Lange og korte vandrebukser (evt. zip off)

- Lange underbukser og lang undertrøje (gerne uld)

- Vand- og vindtæt jakke og bukser

- Let dunjakke

- Hue (som går ned over ørene), samt varm halsedisse

- Lette handsker og varme luffer/handsker til topnatten

- Kasket og Buff

Diverse

- Rejsedokumenter, pas, visum, kreditkort, valuta (USD),  sygesikringskort, Forsikringspolice nr og kontakt data

- Mobiltelefon og oplader

- Personlig medicin

- Toilettaske

- Alkogel og solcreme (så høj faktor som muligt),

- Snacks til Kili trekket (energibarer)

- Vandflasker (samlet volumen på ca. 3-4 liter). Vi  anbefaler Nalgene flasker eller Camelbag. 

- Pandelampe (husk ekstra batterier)

- Solbriller