03.11 - 10.11.2024 kr. 11.950 Bestil

Andalusien: Vandring, natur og kultur i Málaga og Camino Mozárabe

Læs nogle af Turdeltagernes kommentarer til denne rejse

Rejsebeskrivelse

Turen er tiltænkt dig, som ønsker at komme væk fra vinteren, og ned til Andalusien, hvor klimaet er mildere end i resten af Europa. Rejsen er til dig, som drømmer om vandretekniske lette vandreruter igennem fredelige kultur- og naturlandskaber. 

Vi kender denne del af Spanien indgående, og her i kystens nærhed i Malaga provinsen tillader klimaet udendørs aktiviteter, når vejrforholdene i Sierra Nevada i øst og Sierra de Las Nieves i vest, ikke er velegnede til vandring. Rejsen er for dig, som ønsker at opleve afvekslende vandreoplevelser, der kan berige dit kendskab til områdets kultur og natur. Noget specielt og unikt - en tidlig forårs- eller sensommerdrøm med duft af Middelhavet.

Hvorfor Malaga og Malagas provins? Fordi i Malagas provins findes smuk natur, bjergrige og bakkede naturområder lige om hjørnet. I kort afstand fra Costa del Sol mærker man Middelhavets formildende effekt over klimaet. Selve Malaga by er en interessant og anerkendt kulturby, hvis historiske centrum, eksotiske haver og strandpromenade er yderst charmerende. Centre Pompidou Malaga, Carmen Thyssen Museet, Det Romerske Teater og den arabiske fæstning Alcazaba er blot nogle få af de mange interessante oplevelser, der venter.

Vi har henholdsvis de 2 første og 2 sidste overnatninger på hotel centralt i Malaga, helt tæt på den gamle charmerende bymidte. De 3 midterste overnatninger har vi på centralt beliggende hotel i den historiske by Antequera, som er Andalusiens geografiske midtpunkt.

Klik ind og læs mere om rejse detaljer herunder.

Download rejsebeskrivelsen her

 

Dag 1. Ankomst til Málaga og Costa del Sol

Ankomst

Velkommen til det sydligste Spanien. Fra Lufthavnen har vi en kort transfer til vores hotel, der er velplaceret nær Malagas centrum.

Efter indlogering skal vi strække benene og går sammen en tur igennem Málagas hyggelige gader og fornemmer Middelhavsstemningen her i Andalusien. På en lille restaurant skal vi smage nogle af de lokale retter og vine - ferien er begyndt!

-/-/-

Dag 2. Camino Mozárabe de Santiago: fra Málaga til Almogía

Camino Mozárabe de Santiago til Almogía

Vi starter vandringen ad Camino Mozárabe de Santiago.

Den historiske rute fra Malaga til Cordoba - som senere blev til den sydlige rute til Santiago de Compostela - forbinder de små bjergbyer i Malaga provinsen, og leder den nysgerrige vandrer igennem flotte bjerge og kulturlandskaber.

Fra morgenstunden kører vi ud af byen for at opleve den første etape i bjergene omkring Malaga. Vi starter vandreturen ad en lille grusvej med flot udsigt over området, og hurtigt rammer vi selve Caminoen.
Ruten snor sig blandt mandel- og oliventræsplantager i højderne i byens bagland, hvor vi også passerer små isolerede gårde og landsbyer. Vi er ikke langt fra Malaga, men vi mærker en hel anden verden heroppe i højderne.
Efter Arroyo de Los Olivos venter os en lidt længere strækning opad. Ved en gammel gårdruin tager vi en pause og nyder den gode udsigt over de små bjerge og det blå Middelhav i horisonten. Caminoen fortsætter ad højderyggen, hvor udsigtspunkterne ligger som perler på en snor.

Ruten er nem og bekvem, og byen Almogìa dukker op i horisonten med sine hvide huse. Ad den sidste smukke strækning, som ligner en gammel muldyrsti fra middelalderen, når vi frem til bjergbyen. Vi går igennem byens labyrint af stejle gader. Ved torvet i hjertet af Almogia, afslutter vi vandredagen med en forfriskning inden bussen kører os tilbage til Malaga, hvor vi igen overnatter.

Dagens vandrerute

Ruten er i alt på ca. 12 km. Vi starter i ca. 250 meters højde og slutter i 350 m.
Den længste strækning opad er i dag på ca. 1,8 km og dækker ca. 250 højdemeter. Det højeste punkt er på 400 m.
I alt ca. 4 timers vandring.

Transport: Bustransfer i ca. 30 minutter om morgen og 45 minutter hjem om eftermiddagen.

M/-/-

Dag 3. Camino Mozárabe de Santiago: fra Almogía til Villanueva de la C.

Camino'en til Villuaneva de la Concepción

Fra Malaga kører vi igen op til den lille bjergby Almogìa, som er beliggende i 400 meters højde. Klimaet er mildt heroppe, og man kan mærke kystens nærhed.
Mandeltræerne blomster allerede i løbet af januar og i slutningen af februar er frugterne allerede formet på grenene og venter blot på at modne under forårets varme.

Vandreturen begynder i Almogìa, hvorfra vi begiver vi os ned gennem smukke oliven- og mandeltræslunde. Ruten leder snart opad bakken, hvor udsigten begynder at åbne sig mod de store vidder, hvor utallige små kuplede bjerge pynter det grønne landskab.
Malagas provins er med kun 1 bjerg over 2000 meter en af de mest bakkede provinser på hele den Iberiske Halvø, og det får vi en fornemmelse af herfra og langs vores panoramiske vandretur.

Fra passet Puerto Pacheco får vi et komplet billede af bjergene, som danner hjertet af Andalusien: Sierra del Torcal, Sierra de las Cabras, Sierra Prieta osv. Kalkstensformationer, som blinker med deres lyse lange ryg, der rejser sig bag skovene og de dyrkede arealer. Herfra kan vi skimte dagens mål: Villanueva de La Concepcion, som ligger flot placeret ved foden af El Torcals klippevæg.
Vi krydser Rio Campanillas og nyder stilheden i dalen, omringet af højdedrag dækket med store klippeblokke, oliventræer og vild maquis.

Ud på eftermiddagen ankommer vi til Villanueva de La Concepcion (ca. 550 m) efter en dejlig lang vandredag igennem et af Andalusiens mindst befærdede områder. Den lange klippe, som danner ryggen af El Torcal rejser sig op over den lille hvide bjergby, hvorfra udsigten åbner sig stort over næsten hele Malagas provins. Efter en forfriskning kører vores bus os til byen Antequera, hvor vi skal overnatte de næste 3 nætter.

Dagens vandrerute

Dagens rute er på cirka 18 kilometer med åben udsigt det meste af vejen og flade strækninger, som veksler med strækninger, der går op og ned.
Vi starter i ca. 400 m. og slutter i 500 m. Stigningerne er korte og nemme.
I alt ca. 6 timers vandring.

Transport: Bustransfer i ca. 45 minutter om morgenen og ca. 30 minutter om aftenen.

M/-/-

Dag 4. Camino Mozárabe de Santiago: Fra Villanueva de la C. til Antequera

Over bjerget El Torcal til Andalusiens hjerte: Antequera

Vi fortsætter på Camino Mozárabe, hvor vores fjerde dag sammen byder på vandring over bjerget El Torcal.
Vi kører til Villanueva de la Concecpcion i ca. 600 meters højde, hvor vandreturen starter. Vi vandrer ad caminoen i retning af den flotte og ikoniske klippebue El Torcal, hvor kalklipperne med deres takkede profil rejser sig over oliven- og mandellundene.

Vi går ad en lille grusvej, hvorfra vi har panoramaudsigt til de bjerge, vi har vandret i de sidste dage. Foran os begynder vi at ane et pas i højderne med et sæterlandskab, bestående af dyrkede marker og græsarealer. Ved gården Cortijo de los Navazos flader ruten ud på den smukke højslette, hvor El Torcals første klippeformationer begynder. Til venstre ses bjergene, som hører til Sierra de Chimenea og Camorro Alto (1369 m.) - den højeste top i området.
Ofte ses store fåreflokke, som græsser i det fri og passer sig selv i de fredelige omgivelser. Ved passet Puerto de la Escareuela i næsten 1000 meters højde åbner udsigten sig mod barok byen Antequera.
Via sletten vandrer vi ned til byen, og slutter vandredagen ved at gå igennem byens gamle kvarter omkring den arabiske fæstning, Antequeras Alcazaba, som også kaldes Fortaleza de Papabellotas - 1. halvdel af det XIV århundrede. En flot afslutning på en dejlig vandredag.

Dagens vandrerute

Vandreturen i dag er på ca. 16 km.
Vi starter i ca. 600 meter og går opad i de første 8-9 kilometer. Hele dagen går det op og ned, og det laveste punkt, som vi når lige før passet, ligger i 750 meters højde. Efter ca. 10 km begynder vores tur nedad mod Antequera.
I alt ca. 6-7 timers vandring.

Transport: Bustransfer i ca. 30 minutter om morgenen og 15 minutter om aftenen.

M/-/-

Dag 5. Vandring ved El Torcal - UNESCO World Heritage Site

En spændende vandretur igennem et mytisk karst landskab

I dag skal vi opleve en fantastisk vandretur over højsletten El Torcal, hvor erosionen igennem lange geologiske tider har skabt en labyrint af spændende klippeformationer, som udgør et af de mest imponerende karst (kalk) landskaber i Europa.
Vi følger en længere rute på cirka 3 timer og lader os fortrylle af de usædvanlige former, hvor naturen har forvandlet den gamle havbund til et stort mesterværk. Fra de forskellige udsigtspunkter kan vi betragte næsten hele Malaga provinsen.

Om eftermiddagen vil vi besøge de monumentale jættestuer, som er en del af UNESCO Word Heritage i nærheden af Antequera. De er 5000 år gamle og en af dem - Menga Dolmen, er den største fundet i Europa nogensinde. Et arkæologisk område af ekstraordinær betydning, som viser den højt udviklede bygningsteknologi, som mennesket mestrede for så længe siden.
Den 21. juni om morgenen rammer solens stråler toppen af bjerget Peña de los enamorados, og rammer også indgangen af Menga Dolmen, som er orienteret i forhold til den mystiske bjergformation, som også er anerkendt af UNESCO. Bjerget har med stor sikkerhed haft en mytologisk betydning for de gamle stammer. 

Efter en yderst interessant dag med flere spændende kulturelleindslag på vandreturen, nyder vi vores sidste aften i Antequera.

Dagens vandrerute

Vandreturen i El Torcal foregår på små naturstier, hvor kalksten som oftest udgør underlaget.
Vandringen foregår på højsletten uden de store op- og nedstigninger.
I alt ca. 3 timers vandring.

Transport: Bustransfer på ca. 30 min fra Antequera og El Torcal.

M/-/-

Dag 6. Vandretur i Natur Parken Montes de Málaga

Vandring igennem de smukke bjerge i Málagas baghave

Om morgenen kører vi fra Antequera mod Malaga, hvor en dejlig og lang vandredag venter på os igennem naturparken Montes de Malaga. Højdedragende er dækket af smukke pinjekove, der skaber en flot grøn kulisse  omkring storbyen.
Tidligere fandtes flere Cortijos og Lagar (gårde) omkring Malaga, og der blev dyrket vin. Men da vinlus ødelagde vinstokkene i det XIX årh. blev det hele forladt, hvorefter erosionen skabte større ødelæggelse i forbindelse med kraftige regnskyl. Som modtræk etablerede man skov i bjergene, og siden har træerne værnet om Malaga. Vi bliver sat af i ca. 900 meters højde og vi vil gå mest ned ad i dag.

De første 10 kilometer fører os forbi flotte udsigtspunkter, hvor der vil åbne sig smukke udsigter over El Torcal, Malaga m.m.
Vi holder en frokostpause ved et lille hotel i bjergenes hjerte, og nyder roen omkring os. Herfra og ned til byen er der cirka 20 km stille og roligt ned ad. Vores bus kommer forbi hotellet her, så du har mulighed for at vælge at køre herfra til vores hotel i Malaga, hvis du ønsker det.

Efter pausen går vi videre ned ad bakken igennem de smukke skove med eukalyptus og typisk middelhavs vegetation. Udsigten åbner sig sporadisk mellem træerne og på en relativ lang vandredag som denne, har man virkelig mulighed for, at komme ind i en dejlig vandrerytme, og nyde nuet i naturen.

Vi vandrer ind i Malaga lige ved den smukke botaniske have, hvor der vil være mulighed at komme på besøg på dag 7. Herfra kører bussen os til hotellet.

En hyggelig og afslappende aften venter os i byen efter mange kilometer i bjergene, hvor temperaturen i Malaga utvivlsomt er lidt højere end i bjergene.

Dagens vandrerute

Du kan i dag vælge en vandretur på 10 eller 20 km. Du kan også vælge at gå med på begge og vandre 30 km hele vejen til byen. Du kan tage beslutningen på dagen og inddrage vejret og dagsformen i beslutningen.
Vi starter i cirka 900 meter og slutter nede i byen ved kysten. Vandreturen foregår mest nedad, dog med korte og blide stigninger indimellem.
Ruten er nem og indeholder ikke tekniske overraskelser.
Fra Montes de Malaga til byen er der cirka 18 km.

Transport: Bustransfer ca. 1 time om morgenen. 

M/-/-

Dag 7. Fridag i Malaga eller Turleders choice

En dag på egen hånd i Málaga eller i selskab med turlederen

Det er tid til en dag, hvor vandrestøvlerne kan få en pause og kultur og historie nysgerrigheden skal vækkes.

Der er mange interessante steder at besøge i Malaga.
For eksempel Picasso museet. Pablo Picasso blev født i Malaga i 1881, og den imponerende samling af værker på museet fører gæsterne igennem kunstnerens udvikling tematisk og kronologisk.
Fæstningsværkerne Alcazaba og Gibralfaro fra al-Andalus tiderne, de mange århundreder, hvor den største del af den Iberiske Halvø var underlagt araberne.
Carmen Thyssen museet, Malagas Museum indrettet i det flotte Aduanas palads, Centre Pompidou…osv.

Gåtur langs strandpromenaden Paseo Maritimo, vælge en hyggelig Chiringuito ved stranden og spise en fiskeret til frokost, eller stoppe ved den charmerende restaurant ved Baños del Carmen, der ligger lige i havstokken.

Turlederen vil arrangere en tur til Malagas botaniske have Jardin Botànico-Historico La Concepciòn. Et fantastisk sted, hvor Malagas milde klima er vært for en imponerende samling af planter og træer fra det verdensomspændende subtropiske bælte.

Der er altså talrige muligheder for at opleve en spændende dag i den charmerende middelhavs by Malaga.

Om aftenen samles vi alle til en hyggelig middag i Malaga, på rejsens sidste aften.

M/-/-

Dag 8. Afrejse

Vi siger farvel til Málaga og bjergene

En uges vandreferie i Málagas provins er nu veloverstået, og vi tager afsked med Andalusien og påbegynder hjemrejsen til Danmark.

M/-/-

Vigtig information om denne rejse

Rejsens varighed:

8 dage - 7 nætter

Rejsens sværhedsgrad:

1-2

Ingen tekniske udfordringer, og kun få strækninger, hvor vi går på deciderede stier. Vi følger for det meste gamle caminoer ude på landet, hvor man ikke skal bekymre sig om lange hårde opstigninger.

Vi anbefaler, at man inden rejsen går nogle gode lange vandreture på 15 18 kilometer i den danske natur. Det opbygger form og udholdenhed, og giver overskud på vandreferien.

Inkluderet i rejsens pris:

  • Aktiv grupperejse med dansktalende Gjøa turleder
  • Flyrejse København - Malaga t/r 
  • Alle lokale bustransfers på rejsen
  • Alle overnatninger på hotel i delt twinværelse
  • Besøg ved Menga Dolmen - UNESCO
  • Inkluderede måltider som anført i rejseprogrammet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

IKKE inkluderet i rejsens pris:

  • Evt. afbestillingsforsikring og/eller rejseforsikring
  • Ikke inkluderede måltider måltider, som anført i rejseprogrammet
  • Evt. tillæg for enkeltværelse på DKK 1850,-
  • Drikkevarer 

Overnatninger på rejsen:

I Málaga overnatter vi på hotel tæt placeret på den gamle bydel. Hotellet ligger på en gågade, så der er ingen trafik. Man skal bare krydse vejen og så er man i hjertet af byen, hvor de spændende gader begynder.

I landsbyen Antequera i bjergene, overnatter vi på et hotel indrettet i et gammelt herreskabspalads. Hotellet er lige i centrum af den gamle bydel, og i umiddelbar nærhed findes flere hyggelige restauranter og cafeer.

Flyrejsen og lokal transport på destinationen:

Vi flyver med SAS eller Norwegian fra København til Malaga t/r. Du er velkommen til, at kontakte os for at få oplyst flytiderne. På destinationen har vi hyret et lokalt transportfirma til at forestå bus transfers.

Måltider på rejsen:

Inkluderede måltider i rejsens pris er noteret på hver enkelt dag i rejseprogrammet med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Hvis et måltid ikke er inkluderet markeres det med – 

Område, klima og terræn:

Málagas provins har meget at byde på. Adskillige Natur Parker, små landsbyer og en dejlig kyststrækning. På denne rejse oplever vi både bjergene relativt tæt ved byen, og bjergene omkring Antequera, som rent geografisk ligger i centrum af Andalusien.

De klimatiske forhold er noget af det mildeste, der findes i Europa, og temperaturen er altid dejlig i selve Málaga by. Der kan mærkes lidt forskel når man bevæger sig i bjergene lidt længere væk fra kysten men selv derover er forholdene dejlige og milde. Der kan dog opstå dårligt vejr, som i resten af verden, og det er derfor vigtigt at medbringe det rigtige udstyr - se pakkeliste for turen.

Terrænet er bakket, og det går op og ned, dog uden lange opstigninger. Den gamle Camino rute bliver stadig brugt af de lokale bønder for at nå frem til deres Cortijos (gårde), og derfor er ruterne fint vedligeholdte.

Lokal valuta & kreditkort:

Du kan bruge gængse kreditkort langt de fleste steder, men det er altid en god idé at medbringe lidt Euro i kontanter. 

Wifi og mobildækning på overnatningsstederne:

Der er adgang til wi-fi og mobildækning på begge hoteller.

Bemærk venligst: 

Vi har ikke inkluderet Frokost på denne rejse, fordi vi bor i 2 byer. Her kan man selv købe præcist det man ønsker at spise. I tilgift er det sjovere selv at komme ud og handle og få lokalkontakten. Da man selv står for "madpakken", anbefaler vi at medbringe en madkasse hjemmefra til vandreturene.

 

Udstyrs- og pakkeliste

Inspiration til din pakning:

Nedenfor ser du et forslag til, hvad du bør medbringe på vandreferien. Er du i tvivl om noget i den forbindelse, så kontakt os gerne for et godt råd.

Stor og lille bagage til rejsen

Din store bagage, er den du tjekker ind på flyet, og den der står på overnatningsstedet under rejsen. Det kan være en duffelbag, rygsæk eller kuffert helt efter dit valg. Den lille bagage bør være en dagstursrygsæk, som du bærer på vandreturene til vand, snacks, kamera, regntøj m.m. Dagstursrygsækken kan være din håndbagage på flyrejsen.

Et godt rejseråd mht til din bagage:

 I sjældne tilfælde, kan det ske, at den indtjekkede bagage kommer forsinket frem til destinationen pga fejl m.m. i lufthavnen. For at forebygge denne situation, anbefaler vi, at man rejser i det vigtigste vandretøj: støvler/vandresko, vandresokker, vandrebukser, svedtransporterende t-shirt, 1 let trøje og regnjakke. Derudover kan man evt. pakke lidt skiftetøj i dagstursrygsækken, som jo er med som håndbagage. Så er man garderet, og kan deltage på første vandretur uden problemer, indtil den forsinkede bagage bliver leveret.

Vandrestøvler og andet fodtøj

Til selve vandreturene anbefaler vi altid rigtige vandrestøvler. Der er mange gode grunde til, at gå med rigtige vandrestøvler på en vandreferie. Vandrestøvlerne støtter anklerne og minimerer risikoen for banale forstuvninger. De beskytter også fødderne mod vegetation, klipper m.m. En god stiv sål aflaster fødderne meget, og en intakt skridsikker sål, optimerer grebet med underlaget på vandrestierne. Det er et must, at støvlerne er gået til og testet inden vandreferien, så man ikke skal døje med vabler m.m.

Til brug uden for vandreturene vil vi anbefale noget let fodtøj eller sandaler, så fødderne får luft.

Vandrestave

Vandrestave anvendes med stor gavn til vandring i bjergene. Utallige undersøgelser dokumenterer deres mange fordele, og selv meget erfarne bjergfolk bruger vandrestave i udstrakt grad. Vandrestave aflaster legemet generelt og knæene i særdeleshed. De understøtter en oprejst stilling, og forbygger derfor også rygsmerter. De giver balance og dermed øget sikkerhed i glat terræn. To stave sikrer en symmetrisk støtte og kroppens stilling er korrekt (så ja, 2 stave er dobbelt så gode som 1). Man bliver hurtigt fortrolig med sine vandrestave, og når de en sjælden gang er i vejen i noget terræn, så spændes de blot på rygsækken så hænderne er fri. Husk altid, at beskytte spidserne med gummidutter, når du pakker dem ned i indchecket bagage (som er et krav på flyrejser), samt når du skal have dem bundet på din rygsæk.

I de sjældne tilfælde, hvor man får en skade eller skavank i ben eller knæ, vil man med vandrestavene kunne aflaste dette udsatte sted betydeligt.

Tøj til vandreturene

Decideret vandretøj er udviklet til fysisk udfoldelse under åben himmel ude i terrænet. Det har derfor en række fordele på vandreture, sammenlignet med hverdagstøj. Stof og syninger er optimeret mhp at undgå ubehag og skader ved friktion mod kroppen. Stoffet er typisk let og åndbart så fugt fra kroppen kan komme ud, og så tørrer det hurtigt.

- T-shirts og undertøj (mindst 3 stk)

- Vandresokker (mindst 3 par)

- 1 tynd, let uld/fleece trøje eller en tynd dunjakke

- 1 tykkere uld/fleece trøje

- Lange og korte vandrebukser

- Vandtæt jakke og bukser

- Let dunjakke

- Hue og handsker

- Kasket og Buff

Diverse

Rejsedokumenter, pas, kreditkort, valuta, sygesikringskort, Forsikringspolice nr og kontakt data

Mobiltelefon og oplader

Personlig medicin

Toilettaske

Alkogel, solcreme,

Snacks til vandreturene

Vandflasker (samlet volumen på ca. 2 liter)

1 mug/drikkekop til at medbringe på vandreturene

Solbriller

Madkasse/beholder til frokosterne på vandreturene