Dolomitterne: Vandring i Parco Naturale Dolomiti Friulane
"Turen oversteg langt vores forventninger i kraft af udfordringer (krævende vandring), skønhed (betagende smukt, både barsk og blidt), stemning (Gianni kender alle, så man føler man er gæst på besøg, vi følte os som hele landsbyens gæster) og gruppedynamik. Alt i alt den perfekte blanding af krævende vandring, fantastiske bjerge, god mad og skønt selkab. Vi skal af sted igen!"
Sussi

Rejsebeskrivelse
Landsbyen Erto blev hårdt ramt af et jordskred og efterfølgende oversvømmelse tilbage i 1963. Igennem de senere år har man startet en omfattende og nænsom restaurering af den gamle bydel i Erto, som i dag fremstår særdeles indbydende og charmerende, og med en formidabel lokation i bjergene. Nogle af de lokale familier lejer husene ud til folk som os, der ønsker at tilbringe en uge i bjergene, langt væk fra den de gængse turiststrømme.
Bjergene omkring Erto ligger i Parco Naturale Dolomiti Friulane, et af de smukkeste hjørner i Nordøst Italien, hvad angår natur og uspolerede bjerge. En charmerende landsby omgivet af imponerende bjergtinder hele vejen rundt. En ideel kombination for en spændende og autentisk vandre oplevelse i Dolomiti.
I hele dalen er der utallige vandrestier af forskellig sværhedsgrader, og efter grundig research har vi håndplukket de bedste vandreture til denne tur.
Der er 2 turledere på rejsen, og vi står selv for transporten i form af 2 minibusser, og kan derfor frit disponere efter de muligheder, som området tilbyder. Der er altså fleksibilitet til, at vælge mellem sværhedsgraden af vandretur på de enkelte vandredage jævnfør programmet.
Vi indlogeres i landsbyen Erto i forskellige landsbyhuse i den gamle bydel, og spiser fælles morgenmad i en restaurant placeret i det "nye Erto". I løbet af ugen vil vi vælge forskellige spisesteder i landsbyen og nærområdet, så vi får oplevet noget forskelligt - også på den kulinariske front.
Klik ind og læs mere om rejse detaljer herunder.
Download rejsebeskrivelsen her
Dag 1. Ankomst til landsbyen Erto i Parco Naturale delle Dolomiti Friulane
Ankomst og hyggetur i næromgivelserne
Vi kører fra lufthavnen i Venedig til Parco Naturale delle Dolomiti Friulane, hvor vi indlogeres i landsbyen Erto. Vi skal bo i restaurerede landsbyhuse i Ertos gamle bydel. Herefter går vi en tur i nærområdet og kigger på omgivelserne og stifter bekendtskab med landsbyen, som bliver vores hjem den næste uges tid.
-/-/-
Dag 2. Vandring ad Kulsvier stien til Vajont dæmningen
Dag 2. Ad kulsviernes rute til Vajont dæmningen. En flot rundtur omkring landsbyen Erto
Dagens vandretur foregår i nærområdet og er uden transport i bil. Ad en gammel rute anlagt af kulsvierne (Trui dal Sciarbon), vandrer vi fra landsbyen ned til den store Vajont dæmning, som var årsagen til tragedien i 1963. En historie som turlederen vil fortælle på stedet. Stien blev lavet for at fragte trækul fra Erto til Longarone, i bunden af Piave dalen.
Fra ruten har man den flotteste udsigt over landsbyen og bjergene, heriblandt Monte Toc med "arret" på bjergsiden og søen nede i dalen. I den lille hyggelige landsby Casso, gør vi et ophold og nyder en god frokost. Derefter slentrer vi igennem Casso og ser nærmere på de gamle flotte stenhuse. Videre ad stien ned til Vajont dæmningen, der var årsag til det store stenskred, som faldt i den opdæmmede sø og på tragisk vis dræbte rigtig mange mennesker. En tragedie som stadigvæk huskes, og som har forårsaget stor opmærksomhed på området. Der er ikke mere en opdæmmet sø bag dæmningen, så stedet er helt sikkert i dag.
Fra dæmningen går vores tur videre mod søen i bunden af dalen under Erto. Først lidt på asfalt, og så ad gamle stier, som de lokale benyttede for at komme op til deres sætere. Stier som man oversvømmede den gang man byggede dæmningen, og som skabte store logistiske udfordringer for lokalbefolkningen.
Efter et ophold ved søen vender vi tilbage til Erto efter en oplevelsesrig vandretur. Vi passerer undervejs en markering, der viser hvor vandet gik til, den gang man byggede dæmningen og oversvømmede området.
M/F/-
Dag 3. Monte Buscada og det gamle marmorbrud
Dag 3. Vandring til Monte Buscada og besøg ved det gamle marmorbrud
Fra Erto kører vi en kort tur op i 1200 m, hvorfra vi starter vandreturen op til Rifugio Cava Buscada (1750 m).
Her skal vi se det gamle marmorbrud, hvor lokale mænd fra Erto, men også mænd fra marmor bjergene Alpi Apuane i Toscana (hvor Gianni Nancesi stammer fra) arbejdede hårdt op til 15 timer om dagen. Fra landsbyen Casette kom specialiserede marmorbruds arbejdere, der tilbragte mange år i området.
Herfra kan man vælge mellem 2 stier op til refugiet. Den ene er den stejle sti, som marmorbruds arbejderne anlagte og brugte i sin tid. Den anden sti følger en mere bekvem rute, der zigzagger opad Monte Buscada`s skråninger.
Ved Rifugio Buscada holder vi en passende frokostpause. Refugiet ligger traditionen tro flot, og har en fabelagtig udsigt over bjergene, som bare skal nydes i ro og fred.
Er der mere krudt i benene, er der mulighed for at gå videre opad til nogle flotte udsigtspunkter i cirka 2000 m. Alternativt påbegynder man bare returvandringen til Erto.
M/-/-
Dag 4. Vandretur langs stien “Sentiero del Dint” ved Barcis søen og River Trek i Cellina Natur Reservat
Dag 4. Vandretur langs stien “Sentiero del Dint” ved bjergsøen i Barcis og River Trek i Cellina Natur Reservatet. En afvekslende dag i bjergene med forskellige aktiviteter og muligheder.
I Gjøa Travels program i Parco Naturale delle Dolomiti Friulane er der ikke en ”Fridag” eller en ”Dag på egen hånd”. Vi tilbyder derimod spændende aktiviteter hver dag, men man kan dog selv fravælge en dag hvis man ønsker det. Efter de første 2 gode vandredage er der i dag et fleksibelt program, som giver mulighed for enten at restituere eller fortsætte med spændende aktiviteter gennem hele dagen.
Efter morgenmaden kører vi fra vores lille bjerglandsby Erto til Barcis (cirka 25 km og 30 min. kørsel). Vejen fører os igennem den brede dal skabt af Cellina floden omkranset af Parkens høje bjerge.
Barcis ligger ved bredden af en opdæmmet sø i 400 meters højde. De omkringliggende bjerge spejler sig i søen, som dækker cirka 392 kvadratkilometer.
Formiddagens vandretur går langs stien ”Sentiero del Dint”. ”Dint” står for det Italienske ”Dente” = ”Tand”. Sandsynligt skyldes den lokale betegnelse det særprægede karst-landskab, som kendetegner bjergryggen. Den flotte rute er afslappende og lettere i forhold til vandreturene i de forrige dage. Vi starter igennem flotte bøgetræskove hvor indgange til de mange underjordiske hulesystemer åbner sig blandt de hvide kalkklipper og klippeblokke som stikker ud af jorden. Vandreruten når den panoramiske bjergryg, der byder på adskillige udsigtspunkter over Barcis søen og slugten under os. Det turkisblå vand i floden er meget indbydende og næsten uimodståeligt på varme sommerdage.
Slugten er en del af Natur Reservatet ”Riserva Naturale Forra del Cellina” hvor ”forra” er den italienske betegnelse for en smal og dyb slugt, hvor vandet løber mellem høje klippevægge. Natur Reservatet blev etableret i 1998 og dækker omkring 300 hektar. Efter cirka 1 ½ / 2 timers vandring når vi frem til den gamle vej som i mange år (1906-1992) har betjent dalen og sikret en trafikforbindelse mellem alle bjerglandsbyer og de flade sletter længere væk i retning af provinsbyen Pordenone.
Siden man etablerede Natur Reservatet har man lukket den flotteste strækning af vejen (cirka 2 km) for trafikken og nu kan man spadsere og vandre igennem slugten og tilbage til søen ad den lette men smukke rute. Her hvor Dint stien møder den gamle vej mødes vi med en af Gjøas bekendte i området: en dygtig bjergfører som vil guide os på opdagelsen af den spektakulære slugt (Forra), som vandet har gravet igennem bjergene.
Bjergføreren har medbragt hjelm og neoprendragter og -sokker, som vi har forudbestilt i overensstemmelse med deltagernes størrelser. Sko har vi selv med (brugte løbe eller trail sko/sneakers til River Trek).
Her deles gruppen op: Dem som vil have en mere afslappende eftermiddag kan nu fortsætte og gå langs med den gamle vej tilbage til søen og måske vandre videre til selve bjergbyen Barcis og nyde en is og en afslappende eftermiddag ved søbredden. Dem der vil opleve River- trek ruten klæder om og efterlader rygsæk/poser med vandretøj ved guidens bil.
Når alle har fået deres våddragter og neopren sokker på følges vi i vandet ved bjergfloden ”torrente Alba”. Bjergføreren og Gjøas turleder hjælper til og stille og roligt finder du af hvor dejligt det er at lade sig føre afsted af det friske bjergvand. Ruten kræver ikke udstyr i form af reb, sikringer og seler. Det handler kun om at bruge armene der hvor strømmen og stenene skaber en slags ”rutschebane-effekt” og nyde den dejlige kontakt med vandet. Flere steder kan vi ligge i det lave vand med svagere strøm og lade os glide afsted med hjælp af vores bekvemme våddragter. Enkelte steder er der også mulighed for at svømme lidt. Under hele turen er vi omringet af den vildeste og flotteste natur med smukke klippevægge bearbejdet af erosionen igennem de lange geologiske tider.
Torrente Alba fører os til Torrente Molassa, det næste vandløb og igennem Torrente Molassa når vi endeligt Torrente Cellina, et mere åbent og bredt vandløb. Foran os starter dagens længste, dybeste og lækreste svømmebassin med krystalklart vand. Det er en kæmpe fornøjelse at afslutte vores rivertrek med en svømmetur igennem denne fantastiske pool. Især i tilfælde af varme sommerdage er oplevelsen igennem Forra del Cellina en fantastisk afvekslende aktivitet, som man kan dyrke i total sikkerhed. Rivertrek aktiviteten slutter ved den gamle vej ved floden Cellina. Vi går til guidebilen og skifter tøj og vandrer de 2 kilometer tilbage til søen Barcis, hvor vi mødes med dem som eventuelt har fravalgt turen igennem floderne.
Mange folk fra disse landsbyer i Friuli emigrerede til Tyskland, hvor de åbnede kendte isbarer. Mon ikke vi kan også nå en god is i Barcis inden vi skal hjem og tilbage til Erto?
M/-/-
Dag 5. Fra Val Cimoliana til Valbinons høje sætere
Dag 5. Fra Val Cimoliana til de høje sætere omkring bjerghytten Valbinon (1778 m.)
I dag kører vi til den smukke Val Cimoliana. Val Cimoliana har sit navn fra landsbyen Cimolais placeret lige indgangen til dalen (”valle”). Her har Parco Naturale Regionale delle Dolomiti Friulane sit hovedkvarter. Mens vi kører længere og længere ind i dalen rejser bjergene sig omkring os med deres takkede tinder og bjergfloden Cimolianas turkisblå vand løber igennem de hvide stenblokke og grus.
Ca. 14 kilometer fra landsbyen Cimolais står vi af og begynder vores vandredag. Ruten følger i starten bunden af dalen. Vi passerer sæterhytten Casera meluzzo i 1177 meters højde og krydser flodlejet skabt af Rio Postegae. Vi vandrer i bunden af dalen og majestætiske, takkede og spidsede tinder rejser sig hele vejen omkring os. I cirka 1371 meters højde når vi Caseruta dei Pecoli, et hyrde-shelter som parken genopbyggede og indviede tilbage i 2009. Mens ordet ”Casera” er den regionale betegnelse for en sæterhytte (ofte bygget af sten) hvor man producere ost om sommeren, er en ”Caserut” (eller ”Caseruta”) en mindre bygning bygget af træstammer, som har en shelter-funktion for hyrderne, når de skal arbejde lidt længere væk fra den større sæterhytte.
Her ved Caseruta dei Pecoli begynder den stejle stigning som fører os op til sæterhytten Casera Valbinon (også kaldt Valmenon). Igennem skovene åbner sig ind imellem den smukkeste udsigt over den uberørte Val Cimoliana, hvor vi har vandret tidligere på dagen. Et par steder flader stien ud og tillader os at samles, nyde bjergenes fred og hvile lidt.
Casera Valmenon ligger i 1778 meters højde og er bemandet om sommeren. Her nyder vi vores frokostpause. Der er mulighed for at bestille kaffe m.m. inden vi går videre og længere op i cirka 1900 meters højde, hvor ruten rammer den flotte og sæter Canpurós.
Freden hersker i disse områder og omgivelserne opfordrer til at nyde stilheden og naturen omkring os. Har man lyst til det kan vi fortsætte endnu længere op og til det panoramiske bjergpas Forcella di Brica i 2076 meters højde. Herfra åbner udsigten sig endnu flottere og over endnu flere bjerge. Vi kan også vælge at sætte kurs mod en flot og lidt mere udfordrende lille top: Cima Valmenon i 2250 meters højde. Det er den sidste vandretur og dagen er arrangeret sådan at man kan selv vælge hvor højt man har lyst at komme.
Vi vandrer tilbage til Val Cimoliana ad den samme rute og dette giver mulighed for en god afslutning for alle. Man kan vælge at hygge sig ved Casera Valmenon og nyde omgivelserne ved den bemandede hytte eller man kan vandre længere op med turlederen. Den beslutning tager den enkelte på dagen, hvor lysten og dagsformen bestemmer.
Tilbage på parkering pladsen i Val Cimoliana venter vores minibusser på at køre os tilbage til vores hyggelige landsby Erto.
M/F/-
Dag 6. Rundtur i bjergene omkring Claut og panorama udsigter over Valcellina
Dag 6. Vandretur i bjergene omkring landsbyen Claut
Vi kører i dag til Claut, en anden lille bjergby i området. Her vil der være mulighed for at vælge hhv. en længere eller en kortere vandretur i bjergene omkring landsbyen.
Begge ruter starter i udkanten af Claut (600 m), og vi vandrer alle sammen op til højdepunktet Col dei Piais (876 m). Herfra kan vi betragte udsigten over landsbyen og de omkringliggende bjerge.
Herfra har man to muligheder:
1) Man kan vandre tilbage til Claut, og se nærmere på landsbyen og dens gamle karakteristiske huse med små buer på facaderne. Vælge et hyggeligt sted for at spise frokost, og besøge det lokale museum. Der er også mulighed for at besøge Casera Casavento, hvor der er nogle imponerende forsteninger af dinosaur fodtryk i klipperne.
2) Man kan fortsætte op ad bjergkammen, ad en ny sti som Forstvæsenet fra Claut har anlagt i sommeren 2021, og som leder fra Col dei Piais op langs bjergryggen til toppen af Cima Val Tremuoia (1450 m). Ruten er meget panoramisk og flot, men den kræver, at man føler sig tryg på smalle stier, hvor der indimellem er "luftige partier".
Ud på eftermiddagen mødes vi alle i Claut, inden vi vender tilbage til Erto, efter endnu en spændende dag i nye omgivelser.
M/-/-
Dag 7. Vandring ad historiske sæterstier til Rifugio Maniago (1730 m.)
Dag 7. Via sæteren Casera Bedin til Rifugio Maniago under Monte Duranno (2268 m.)
Vi kører få kilometer fra Erto op i cirka 1200 meters højde. Herfra følger vi først en lille grusvej opad bjergryggen, indtil vi når vandrestien der leder til sæteren Casera Bedin di Sopra (1711 m). Herfra holder vi højden nogenlunde og foran os troner det smukke Monte Duranno. Ved Casera Bedin gør vi et kort ophold, og kigger lidt nærmere på sæteren, som har haft en stor betydning som græsningsareal for husdyr om sommeren. Resten af ruten byder på en perlerække af udsigtspunkter, som indbyder til fotostop.
Fremme ved Rifugio Maniago, placeret lige under Monte Duranno, stopper vi til frokost. Det er luksus at sidde heroppe i disse omgivelser, og bare tage udsigten ind, imens vi nyder en god ret ovenpå en herlig vandretur.
Efter frokosten følger vi ruten tilbage til bunden af dalen, hvor vores minibusser fragter os det sidste stykke tilbage til Erto, hvor et varmt bad og hyggeligt samvær venter.
M/F/-
Dag 8. Afrejse
Dag 8. Vi tager afsked med Dolomiti
Efter en spændende vandreferie i Parco Naturale Dolomiti Friulane og i Dolomitterne øst for Piave floden, tager vi nu afsked med vores venner i Erto og påbegynder hjemrejsen til Danmark.
M/-/-
Vigtig information om denne rejse
Rejsens varighed:
8 dage - 7 nætter
Rejsens sværhedsgrad:
3
Inkluderet i rejsens pris:
- Aktiv grupperejse med dansktalende Gjøa turleder
- Flyrejse København - Venedig t/r
- Alle lokale bustransfers på rejsen
- Alle overnatninger i delt dobbeltværelse i huse i landsbyen Erto
- Inkluderede måltider som anført i rejseprogrammet
- Bidrag til Rejsegarantifonden
IKKE inkluderet i rejsens pris:
- Evt. afbestillingsforsikring og/eller rejseforsikring
- Ikke inkluderede måltider måltider, som anført i rejseprogrammet
- Evt. tillæg for enkeltværelse på DKK 1500,-
- Drikkevarer
Overnatninger på rejsen:
I landsbyen Erto bor vi i velrestaurerede traditionelle landsbyhuse. Landsbyen ligger meget fredeligt og bilerne kan ikke køre igennem gyderne og gaderne. Kun på hovedgaden.
Flyrejsen og lokal transport på destinationen:
Vi flyver med SAS fra København til Venedig t/r. Du er velkommen til, at kontakte os for at få oplyst flytiderne. På destinationen har vi hyret et lokalt transportfirma til at forestå bus transfers.
Måltider på rejsen:
Inkluderede måltider i rejsens pris er noteret på hver enkelt dag i rejseprogrammet med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Hvis et måltid ikke er inkluderet markeres det med –
Område, klima og terræn:
Parco Naturale delle Dolomiti Friulane er uden tvivl det område i Dolomiti, som har bevaret bjergenes uberørte miljø bedst. Enkelte steder møder man andre turister, men normalt er vandreruterne meget fredelige og meget lidt befærdede.
Den klassiske sommerdag på Dolomiti byder på en skøn blå himmel, hvor de første skyer viser sig ud på eftermiddagen. Det er oftest om eftermiddagen, at man kan opleve kraftig regn og sommerstorme. Vejret i Alperne og Dolomiti generelt kan være uforudsigeligt, og derfor er det vigtigt at have godt udstyr med. Temperaturerne kan således falde drastisk selv om sommeren, men det går normalt hurtigt over.
Bjergene omkring Erto tilbyder vandreture for enhver smag. Derfor har vi valgt at tilbyde forskellige muligheder hver dag. Stierne er traditionelt blevet brugt af lokale til jagt eller for at nå op til sæterne og sæterhytterne. Senere hen kom bjergvandrere og klatrere til. Nogle ruter går i skove og har en blødere bund, andre sigter mod tinderne og har et hårdere underlag af rullesten og grus.
Lokal valuta & kreditkort:
Du kan bruge gængse kreditkort langt de fleste steder, men det er altid en god idé at medbringe lidt Euro i kontanter.
Wifi og mobildækning på overnatningsstederne:
Der er ikke WiFi i alle huse, men god mobildækning og adgang til 4G i landsbyen.
Bemærk venligst:
Vi har helt bevidst fravalgt at bo på et skisportsted i Dolomiti med pæne hoteller og mange turister omkring os. I stedet kan vi tilbyde en ægte perle i bjergene, en autentisk "tidslomme", hvor stilheden og freden hersker, og omgivelserne tilbyder smukke vandreruter som ikke er overrendte.
Udstyrs- og pakkeliste
Inspiration til din pakning:
Nedenfor ser du et forslag til, hvad du bør medbringe på vandreferien. Er du i tvivl om noget i den forbindelse, så kontakt os gerne for et godt råd.
Stor og lille bagage til rejsen
Din store bagage, er den du tjekker ind på flyet, og den der står på overnatningsstedet under rejsen. Det kan være en duffelbag, rygsæk eller kuffert helt efter dit valg. Den lille bagage bør være en dagstursrygsæk, som du bærer på vandreturene til vand, snacks, kamera, regntøj m.m. Dagstursrygsækken kan være din håndbagage på flyrejsen.
Et godt rejseråd mht til din bagage:
I sjældne tilfælde, kan det ske, at den indtjekkede bagage kommer forsinket frem til destinationen pga fejl m.m. i lufthavnen. For at forebygge denne situation, anbefaler vi, at man rejser i det vigtigste vandretøj: støvler/vandresko, vandresokker, vandrebukser, svedtransporterende t-shirt, 1 let trøje og regnjakke. Derudover kan man evt. pakke lidt skiftetøj i dagstursrygsækken, som jo er med som håndbagage. Så er man garderet, og kan deltage på første vandretur uden problemer, indtil den forsinkede bagage bliver leveret.
Vandrestøvler og andet fodtøj
Til selve vandreturene anbefaler vi altid rigtige vandrestøvler. Der er mange gode grunde til, at gå med rigtige vandrestøvler på en vandreferie. Vandrestøvlerne støtter anklerne og minimerer risikoen for banale forstuvninger. De beskytter også fødderne mod vegetation, klipper m.m. En god stiv sål aflaster fødderne meget, og en intakt skridsikker sål, optimerer grebet med underlaget på vandrestierne. Det er et must, at støvlerne er gået til og testet inden vandreferien, så man ikke skal døje med vabler m.m.
Til brug uden for vandreturene vil vi anbefale noget let fodtøj eller sandaler, så fødderne får luft.
Vandrestave
Vandrestave anvendes med stor gavn til vandring i bjergene. Utallige undersøgelser dokumenterer deres mange fordele, og selv meget erfarne bjergfolk bruger vandrestave i udstrakt grad. Vandrestave aflaster legemet generelt og knæene i særdeleshed. De understøtter en oprejst stilling, og forbygger derfor også rygsmerter. De giver balance og dermed øget sikkerhed i glat terræn. To stave sikrer en symmetrisk støtte og kroppens stilling er korrekt (så ja, 2 stave er dobbelt så gode som 1). Man bliver hurtigt fortrolig med sine vandrestave, og når de en sjælden gang er i vejen i noget terræn, så spændes de blot på rygsækken så hænderne er fri. Husk altid, at beskytte spidserne med gummidutter, når du pakker dem ned i indchecket bagage (som er et krav på flyrejser), samt når du skal have dem bundet på din rygsæk.
I de sjældne tilfælde, hvor man får en skade eller skavank i ben eller knæ, vil man med vandrestavene kunne aflaste dette udsatte sted betydeligt.
Tøj til vandreturene
Decideret vandretøj er udviklet til fysisk udfoldelse under åben himmel ude i terrænet. Det har derfor en række fordele på vandreture, sammenlignet med hverdagstøj. Stof og syninger er optimeret mhp at undgå ubehag og skader ved friktion mod kroppen. Stoffet er typisk let og åndbart så fugt fra kroppen kan komme ud, og så tørrer det hurtigt.
- T-shirts og undertøj (mindst 3 stk)
- Vandresokker (mindst 3 par)
- 1 tynd, let uld/fleece trøje eller en tynd dunjakke
- 1 tykkere uld/fleece trøje
- Lange og korte vandrebukser
- Vandtæt jakke og bukser
- Let dunjakke
- Hue og handsker
- Kasket og Buff
Diverse
Rejsedokumenter, pas, kreditkort, valuta, sygesikringskort, Forsikringspolice nr og kontakt data
Mobiltelefon og oplader
Personlig medicin
Toilettaske
Alkogel, solcreme,
Snacks til vandreturene
Vandflasker (samlet volumen på ca. 2 liter)
Solbriller






