Cykelture og aktive grupperejser igennem verdens forunderlige natur og kultur

Cykelture til Spanien

Spanien er en klassiker indenfor cykling. Et fantastisk netværk af små landeveje, som krydser store områder uden nævneværdig trafik, og dermed ideelle til en cykelrejse. Vi holder meget af Spanien, og har flere års erfaring i at cykle på opdagelse efter de smukkeste ruter. Vi begynder i Andalusien, hvor vi har et stort kendskab til interessante grus- og landeveje i flotte omgivelser. Vi har også styr på de klimatiske forhold, så vi kan udnytte de muligheder det milde klima giver, når resten af Europa er lukket ned for vinteren. Denne eksotiske region tæt på Afrika har fascineret rejsende igennem århundreder. Vi kan nu tilbyde nogle fantastiske cykelruter, som vil tilfredsstille nysgerrige rejsende, og hvis du drømmer om spændende cykelrejser til Spanien, så glæd dig, for der er flere cykelprojekter i støbeskeen.

Cykelture til Italien

At cykle i Italien er en stor og alsidig sanseoplevelse og landet er en af de mest interessante destinationer for cykelentusiaster. Variationen i regioner, landskaber, kultur og natur er enorm. Vores tilknytning til cykel Italien har en solid forankring, da Gianni i mange år har cyklet Toscana og andre regioner tyndt. Det store bagkatalog af tur idéer skal nu realiseres, så Gjøa i nær fremtid kan udbyde cykelrejser med masser af autencitet, og introducere dig til områder, du aldrig har hørt om før, eller overraske dig med små hemmeligheder i områder du troede, du kendte godt. Her er en enestående mulighed for at opleve Italien på cykel med en italiener, der både elsker sit land og Danmark. Glæd dig til vores kommende cykelrejseprogrammer til Italien, der er noget udover det sædvanlige.

Cykelture til Frankrig

På denne rejse skal vi opleve det klassiske Sydfrankrig, som er et middelhavsland med vin-, oliven- og lavendelmarker, hvor romerne grundlagde en af deres første provinser, hvor middelalderbyer ligger spredt med rund hånd og hvor køkkenet er en yderst velsmagende kombination af klassisk fransk og middelhav. Nyd det oprigtige Provence på denne cykelrejse ad fredelige småveje gennem kuperede landskaber. Provence har velfortjent opnået et ry, som et af verdens bedste cykelområder. På denne rejse bor vi i 2 forskellige landsbyer, hhv. Sault (3 nætter) og Buis-les-Barronies (4 nætter). Begge hoteller er mindre familiedrevne hoteller drevet med passion af imødekommende mennesker. På en sportscykel, El-cykel eller racercykel vil denne cykelrejse tilgodese benene, sjælen og hjernen.