Campania: Costa d' Amalfi - Vandring, historie og kultur ved Amalfi Kysten
Rejsebeskrivelse
Costa d’Amalfi, er den italienske betegnelse for kyststrækningen, der ligger på den østlige side af Sorrento halvøen. Området hører til Salerno provinsen i regionen Campania, den 3. mest befolkede region i Italien efter Lombardia og Lazio. Det smukke landskab er en unik blanding af høje, lyse kalkklipper som falder i det dybe blå hav, stejle terrasser, hvor man dyrker vinplanter og oliventræer og charmerende kystbyer og landsbyer. Kysten har tiltrukket rejsende i århundreder og det unikke landskab blev anerkendt af UNESCO i 1997. Apropos UNESCO Verdensarv, så besøger vi naturligvis også det imponerende Pompei ved foden af Vesuv vulkanen.
Vi har i mange år haft gode venskabelige relationer til folk i den lille landsby Nocelle, som er vores skønne og rolige base på denne rejse. Nocelle ligger i 400 meters højde ovenfor den travle kystby Positano. Hele landsbyen er bygget på terrasser, som forfædrene har skabt siden middelalderen, for at kunne dyrke jorden på de stejle skråninger og som tilbyder den smukkeste udsigt over kysten og Sorrento halvøen. Livet i landsbyen går sin stille gang og der hersker en dejlig ro og fred. Vejen hertil blev først helt udført tilbage i 2002, og stopper lige ovenfor landsbyen. Når man skal ind i Nocelle, så må man gå ned af trapperne fra parkeringspladsen og igennem den naturlige klippebue, som er landsbyens fine ”Byport”. Herfra er der kun én gade igennem Nocelle, resten er trapper, som fører enten nedad eller opad. Forsyningerne bliver enten læsset på Icilio`s (en af de 140 lokale indbyggere) muldyr eller transporteret på små bæltekøretøjer. Nocelle er fredelig og venlig og her vil vores ophold blive beriget med smukke udsigter, stille stunder og god mad. Der findes kun en enkelt lille købmands butik i landsbyen, hvor Maria og hendes datter sælger frugt, brød m.m.
Der findes ikke deciderede hoteller i Nocelle, kun små B&B. Derfor bliver vi indlogeret hos forskellige familier. Men landsbyen er så lille, at vi alligevel bor tæt på hinanden, og efter morgenmaden på de respektive B&B mødes vi for at starte vores nye vandredag sammen. Vi kender alle familierne rigtig godt, så vi garanterer at det nok skal blive rigtig hyggeligt.
Gruppen er på max. 12 deltagere udover turleder Gianni Nancesi
Klik ind og læs mere om rejse detaljer herunder.
Download rejsebeskrivelsen her
Dag 1. Ankomst til Italien og transfer til Amalfikysten
Velkommen til Nocelle
Fra Napolis lufthavn til vores landsby Nocelle er der kun ca. 1,5 times kørsel.
Efter Colli S. Pietro åbner udsigten sig over kyststrækningen, og vi kan nyde den panoramiske vej, som blev åbnet i 1850 efter 20 års arbejde. Strada Statale 163, vejen langs Costiera Amalfitana, er kendt for de smukke udsigter og den modige ingeniørs arbejde.
Fra Positano kører vi op ad bjerget til vores lille landsby, og passerer landsbyen Montepertuso - ”Bjerget med hul i”.
Er der nogen der har brug for hjælp til bagagen ned ad trapperne og frem til de forskellige B&B, så vil turlederen tilbyde muligheden for muldyrtransport og ringe til vores ven Icilio.
Efter indlogeringen samles vi til en briefing om turen i sin helhed. Aftensmaden bestiller i den hyggelige restaurant ”Santa Croce” hos de to brødre Paolo og Antonio med god udsigt over havet og dejlig mad!
-/-/-
Dag 2. Fra Nocelle til Santa Maria del Castello - panoramisk vandretur i nærområdet
Vandretur fra Nocelle til Maria del Castello og frokost hos Zi Peppe
Efter morgenmaden samles vi ved landsbyens lille torv. Tæt herved starter den gamle sti, som tilknyttede Nocelle til Montepertuso inden den sidste strækning af asfaltvejen blev udført.
Ruten går langs bjergskråningen og gennem stenege skove med flot udsigt over en dyb kløft og havet. Lige i starten er stien lidt ”scrambled”. Erosionen og tidens tand har været hård mod denne oprindelige strækning, som få mennesker bruger idag. Men efter denne korte og lidt besværlige strækning, følger vi nu stien som fra Montepertuso leder op til Caserma Forestale, ”Skovfogedernes Kaserne”. Vi zigzagger opad igennem typisk Middelhavs vegetation: rosmarin buske, cypresser og stenege.
Vi holder et par pauser på denne strækning opad og så er vi endeligt fremme ved ”kasernen”, hvorfra den flotte udsigt dikterer en velfortjent pause. Ruten herfra og til Santa Maria del Castello går langs den nøgne bjergskråning, med panorama udsigt over Positano og hele kyststrækningen undervejs.
I Santa Maria del Castello kan vi spise frokost hos Zi Peppe, en lokal traditionel restaurant som har været drevet af den samme familie i generationer. Om søndagen er det primært italienere som vælger at køre herop, for at spise sammen med familien og nyde den lokale og ægte stemning.
Efter frokost vil vi vandre mod Positano ad den gamle muldyrsti. Tidligere var denne muldyrsti den vigtigste rute, som forbandt Positano til Sorrento bugten over bjergene og Santa Maria del Castello har derfor spillet en vigtig rolle inden SS163 vejen blev udført.
Vi zigzagger ned ad og nyder udsigten over Costa d’Amalfi. I cirka 200 meters højde møder vi asfaltvejen, og herfra kører vi tilbage til Nocelle med bustransport.
M/F/-
Dag 3. En flot rundtur fra Amalfi til Scala og Atrani - smukke udsigter, små bjerg- og kystbyer
Vandring fra Amalfi til Scala og Atrani - Amalfikystens perler
Efter morgenmaden kører vi til Amalfi, kystbyen som har lagt navn til hele kyststrækningen. Amalfi (cirka 5000 indbyggere) har siden det IX årh været en vigtig handelsby, hvis stærke skibe sejlede Middelhavet tyndt og etablerede handelsaftaler i mange lande. Amalfi nåede sit historiske højdepunkt, som selvstændig statsby i det XI årh. og er en af de ialt 4 selvstændige middelalder statsbyer – ”Repubbliche Marinare”, som herskede over Middelhavet med deres skibsflåde. De andre 3 er Genova, Pisa og Venezia. Deres våbenskjolde indgår i det italienske Søværns flag, og en gang om året udfordrer de hinanden i traditionelle robåds races – ”Regata Storica”. Amalfi er meget besøgt af turister, men det er stadig spændende at besøge den historiske by inden vi starter vores vandretur, ser Domkirken og oplever de smalle gyder.
Efter Amalfi går vores tur videre i dalen bagved byen kaldet ”Valle delle Ferriere”. Herinde løber vandet ned fra de omkringliggende bjerge, og var medvirkende til, at Amalfi kunne producere den kostbare jern i middelalderen (”ferro” på italiensk). Amalfi har også været kendt for en af Italiens fineste papirproduktioner (XII og XIII årh.), og den dyre ”Carta d’Amalfi” anvender man stadigvæk til vigtige dokumenter ex. i Vatikanet. I slutningen af 1700-tallet var der stadig 16 små papirfabrikker i dalen. Produktionen følger stadigvæk den gamle proces, men er nu flyttet andre steder hen.
Ruten fører os videre ad trappetrin og stier op mod Scala i 400 meters højde. En lille bjergby, som har en særlig betydning for den danske kulturverden. I 1909 købte en passioneret dansk italiensrejsende, Carl Wiinstedt, det gamle Benediktiner nonnekloster i Scala. Med støtte af andre professorer og indflydelsesrige danskere, blev det til et refugie for danske kunstnere og videnskabsfolk. Klostret er stadigvæk styret af ”Foreningen San Cataldo” stiftet i 1924 og modtager hvert år flere gæster fra Danmark, som her finder et godt refugie til deres arbejde. Vi holder en god pause på torvet i Scala og nyder udsigten mod den smukke Ravello, som ligger på plateauet på den anden side af dalen. Det er her mellem Scala og Ravallo at Pisanerne kæmpede mod Normannernes konge Ruggero II, som efter flere slag vandt kampen.
Fra Scala går vi videre til Atrani, en lille og fascinerende kystby, hvor vi oplever de smalleste gader og gyder, og hvor det er sjovt at gå mellem husene og mærke stemningen. Atrani er et af de mindste steder ved ”Costiera Amalfitana”, og har kun cirka 800 indbyggere. Her i Atrani havde mange vigtige og rige familier fra Amalfi deres villaer og paladser, og Atrani spillede en vigtig rolle som tvillinge-by til Amalfi. Det fik en ende i 1343, da et undersøisk jordskælv skabte høje bølger og en slags tsunami, som hærgede kysten og markerede Amalfis og Atranis nedgang i middelalderen. Vi vandrer ad den gamle kystrute fra Atrani til Amalfi, hvor vi bliver hentet og kørt hjem til Nocelle.
M/-/-
Dag 4. Vandring fra Nocelle til Bomerano ad "Sentiero degli Dei" - Gudernes sti, og Pompei besøg
I gudernes fodspor ad ”Sentiero degli Dei” og besøg i historiske Pompei
I dag skal vi tilbringe formiddagen på vandring ad en af Italiens smukkeste stier. Kendt som ”Sentiero degli Dei” - ”Gudernes sti” opkaldt efter Odysseus myte, som på Li Galli øerne blev truet af Sirenerne og Guderne brugte stien for at nå ned til havet og hjælpe ham. Den verdenskendte muldyrsti har været den eneste rute som forbandt de små byer og landsbyer langs Costa d’Amalfi i århundreder.
Mælk, olivenolie, korn, vin osv. blev fragtet langs stien med muldyr og æsler. Bjergene som adskiller kysten fra Napoli Bugten hedder ”Monti Lattari” fra ”latte = mælk”. Der produceres stadig interessante oste med en lang og interessant tradition. ”Fior di Latte” er en frisk komælks ost, som har været ”pizzaost” før bøffelmælks mozzarella blev det, og Provolone del monaco er en af de bedste ”provola” oste i Italien. Agerola sletten er centrum for osteproduktionen og turlederen vil fortælle den spændende historie om produktionen heroppe, hvor Sentiero degli Dei vil føre os.
Stien begynder lige i udkanten af Nocelle op igennem stenegeskove, og efterhånden åbner udsigten sig mere og mere. Undervejs kan vi se ”Punta Campanella” - spidsen af Sorrento halvøen, og øen Capri. Men også Praiano nede ved kysten vil dukke op med sine huse spredt mellem olivenlunde og vinterrasser. Geder græsser i området og landskabet er både råt og elegant med lodrette og lyse klippevægge. Her ses menneskeskabte terrasser med deres elegante stenmure, hvor der stadigvæk dyrkes en lokal drue, som muligvis blev importeret af grækerne under deres etablering af handelskolonier i Middelhavet. Druen hedder ”Pede ’e Paolomma” - ”duefod”. Vi følger i Goethes, Mendelssons og Wagners spor (blot nogle af dem som har beskrevet dette sted) på Sentiero degli Dei, hvor naturen hersker og tiden står stille. Et landskab som har ændret sig meget lidt i de sidste mange århundreder. Vi vil stoppe og nyde udsigterne undervejs og den dejlige morgenluft. Omkring frokosttid vil vi ankomme til bjergbyen Bomerano og her vil vi stoppe til frokost hos Mario og hans familie. En herlig mulighed for at opleve, hvorledes folk lever i de små byer, på afstand af den trafikerede kystvej.
Efter frokost kører vi til Pompei, hvor en af vores venner og meget dygtig lokal guide - Carmine, vil guide os rundt på opdagelsen af en af verdens mest interessante arkæologiske udgravnings steder. Der er kun 24 kilometer til Pompei, og på vejen dertil kører vi igennem Gragnano, kendt i hele Italien for den fine produktion af højkvalitets pasta. Alle italienere har smagt på de sprøde ”Paccheri” som laves i Gragnano.
Vores erfaring fra området siger os, at det bedste tidspunkt for at besøge Pompei er om eftermiddagen, idet lyset er blidere, og der er langt færre turister og trafik. Vi vandrer igennem de fascinerende gader og besøger husene, som har ligget begravet siden år 79 efter Kristus, da Vesuvios udbrud markerede Pompeis sidste dag. Carmine vil fortælle historien om den romerske by og de mange interessante fund der er gjort på stedet. Efter den guidede rundvisning, vil der vil være lidt tid på egen hånd i området, inden vi vender tilbage til Nocelle sidst på eftermiddagen.
M/F/-
Dag 5. Vandring til toppen af Monte Catello med udsigter til Costa d`Amalfi, Napoli og Vesuv
Verdensklasseudsigt over: Sorrento halvøen, Napolibugten, Napoli, Amalfikysten og Vesuv
I dag vandrer vi til et af de højeste punkter på Monti Lattari, hvorfra man kan se hele Sorrento halvøen, hele Napoli Bugten og Vesuv vulkanen – bare vent, det er spektakulært!
Vi begynder opstigningen i Nocelle, hvor en trappe fører os ud af byen og højt op over Nocelles huse. Området er sprunget i skov, men overalt ses menneskeskabte terrasser, hvor man en gang dyrkede korn og andet til familien. Sporene efter menneskets hårde arbejde i århundreder er alle vegne omkring os.
Vi går langsomt opad til cirka 760 meters højde, hvor stien bliver lidt lettere og endeligt flader lidt ud. Her får vi dagens første smukke udsigtspunkt ved et kors, som man kan se nede fra Nocelle. Vi holder en pause og kan skimte en strækning af Gudernes sti og flere andre kendte steder i horisonten. Stien passerer en stor grotte, hvor gederne elsker at opholde sig i skyggen. Vi høster højdemeter og i cirka 940 meters højde krydser vi en skovvej. Det er heroppe man skaffer de gode pæle til de mange vinpergolaer vi har set i de forrige dage.
Vi holder en pause her inden vi fortsætter op mod Capo Muro i 1087 meters højde. Heroppe har erosionen skabt en klippeformation, som lokalt bliver kaldt ”Fungo di Pietra” - ”Stensvampe”. Vi er nu på Monti Lattari`s bjergryg, og fra Capo Muro kan vi se ned på begge sider af bjergene. Udsigten er flot og smuk og vi holder en pause for at tage en beslutning om, hvorvidt man har lyst at følges ad til toppen af Monte Catello cirka 300 meter højere oppe. Fra Capo Muro til toppen er der cirka 45 minutters vandring og udsigten er fantastisk – go for it!
Mens vi stille og roligt går op ad den brede bjergryg kan vi se længere og længere væk, og på toppen bliver vi belønnet med en helt unik panorama udsigt. Mod sydvest har vi udsigt over hele Sorrento halvøen med Costa d’Amalfi, Sorrento byen og Capri, hele Salerno Bugten, og i helt klart vejr Cilento National Parken længere sydpå. Mod nord har vi så Napoli Bugten, Napoli og Vesuv (1232 m.), som faktisk er lavere end hvor vi står nu! Udsigten fra de højere toppe i Monti Lattari er fantastisk, og herfra har man alt under sig. Det er sjovt og spændende at pege ud i landskabet og genkende en masse steder, mens man nyder den lette brise omkring toppen.
Efter en pause heroppe går vi ned til Capo Muro, hvorfra vi følger den samme rute, denne gang med udsigten ret foran os. En dejlig dag uden bustransport, og vi vandrer tilbage til Nocelle i stille tempo. Mon ikke turlederen kan ringe til Maria i landsbyen og arrangere at vi kan sidde under hendes halvtag og drikke en øl med udsigt til Positano?
M/F/-
Dag 6. Vandring fra Ravello til Maiori ad "citronernes rute". En aften hos lokal familie i Tramonti.
Vandring fra Ravello til Minori ad "Citronernes sti" - aftensmad i Tramonti bjergene
Vores vandretur starter i dag ved Costa d’Amalfis perle, den lille fascinerende by Ravello - bygget over en slette med høje klipper på siden og cirka 350 meter over havet. Ravello er Amalfi kystens kulturcentrum. Musikere som Wagner, Grieg, Bernstein - forfattere som Lawrence og Virgina Woolf - kunstmalere som Turner og Mirò har alle valgt at opholde sig i Ravello, totalt fascineret af den lille bys charme. Der vil naturligvis være tid til at nyde Ravellos stemning inden vi begynder vandreturen mod Minori.
Vi vandrer ned til Minori igennem dyrkede terrasser og passerer flere små kirker og kapeller, som pryder landskabet. Fra Minori fortsætter vores vandretur ad ”Sentiero dei Limoni” (Citronernes Sti), som fører til Maiori. Der er en god forklaring på, at citronen i århundreder har været så vigtig for de små samfund langs denne italienske kyststrækning. De mange skibe som sejlede herfra til fjerne destinationer i Middelhavet, kunne med citronens indhold af C-vitaminer undgå skørbug om bord, som ellers var vidt udbredt blandt søfolk. Allerede tilbage i det XI årh havde Amalfis sømænd krav på, at have rigeligt med citroner om bord.
Citron planter trives fantastisk langs Costa d’Amalfi, da de er beskyttet af Monti Lattari fra den kølige luft nordfra og veleksponeret til de varme vinde fra syd. Man har her en speciel hjemmehørende frugt som hedder ”Sfusato amalfitano”, den oprindelige og ægte råvare til den kendte ”Limoncello”, som faktisk stammer fra dette hjørne af Italien.
Ad denne berømte vandrerute vandrer vi videre fra Minori til Maiori, hvor vi kan holde en god pause og hvile os lidt inden vi skal videre med bus op i bjergene mod Tramonti. Deroppe kan man opleve et særligt hjørne af området, som ligger fredsfyldt med kastanjeskove og interessant vinproduktion. Vin fra Amalfi kysten har i de sidste år overrasket flere vinskribenter positivt, og Marisa Cuomo har opnået de højeste karakterer. Men det er ikke kun hende som fremtryller interessante vine ved Costiera.
Oppe i bjergene omkring Tramonti findes en lille familiegård, som dyrker nogle meget flot placerede vinterrasser. Deres kærlighed for vinproduktion har givet dem mod og styrke til at opnå flotte resultater, og deres vine kan smages på de fineste vinoteker i Amalfi, Positano m.m. Vi besøger deres ældste vinmark, hvor planterne stadigvæk vokser på de traditionelle pergolaer, men på en særlig facon, som kun findes på disse kanter. Vi skal høre historien bag deres produktion og nyde deres vine til antipasti, som vi indtager udendørs på deres terrasse. En dejlig afslutning på dagen i usædvanlige og fredelige omgivelser i bjergene ved Amalfi kysten.
Vi kører tilbage til Nocelle efter aftensmaden, cirka 1 ½ times kørsel.
M/-/A
Dag 7. Bådtur langs Amalfikysten fra Positano til Amalfi, og besøg i Positano
Sejlads i chartret båd langs Amalfikysten
I løbet af vores ophold ved Amalfi kysten har vi nu vandret adskillige ruter i bjergene højt hævet over kystlinjen, begunstiget af utrolige udsigter.
Nu er det tid til, at opleve denne verdensberømte kyststrækning fra vandsiden. Vi har chartret en båd til gruppen, og har nu 4 skønne timer vi skal tilbringe på havet i "Golfo di Salerno".
Vi går fra Nocelle ned til Positano og stiger ombord på båden, og hilser på besætningen.
Fortøjningerne kastes, og vi sejler mod øst langs Sorrento halvøen, og nu med udsigt op på de imponerende kystskrænter og bjerge, hvor vi har vandret i den forløbne uge.
Vi medbringer noget let frokost, og båden gør nogle stop undervejs, hvor vi kan hoppe i vandet fra båden og nyde det blå blå hav. Når vi er ud for byen Amalfi, vender båden om og sejler tilbage mod Positano.
Fremme i Positano er der rig mulighed for, at se nærmere på byen og evt. shoppe lidt i de mange forretninger inden turen går op til Nocelle.
Vi mødes alle til en hyggelig afskedsmiddag i aften, og afrunder en uges aktiv ferie ved Amalfi kysten.
M/-/-
Vigtig information om denne rejse
Rejsens varighed:
8 dage - 7 nætter
Rejsens sværhedsgrad:
2-3
Inkluderet i rejsens pris:
- Aktiv grupperejse med dansktalende Gjøa turleder
- Flyrejse København - Napoli t/r
- Alle lokale bustransfers på rejsen
- Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
- Guidet udflugt til Pompei
- Inkluderede måltider som anført i rejseprogrammet (Morgenmad hver dag; 3 frokoster; 1 aftensmad)
- Antipasti og vinsmagning i Tramonti bjergene på lille familieejet vingård
- Bådtur langs Amalfikysten fra Positano til Amalfi t/r i chartret båd
- Bidrag til Rejsegarantifonden
IKKE inkluderet i rejsens pris:
- Evt. afbestillingsforsikring og/eller rejseforsikring
- Ikke inkluderede måltider, som anført i rejseprogrammet
- Evt. tillæg for enkeltværelse på DKK 2100,-
- Drikkevarer
Overnatninger på rejsen:
Vi bor på forskellige små B&B i bjerglandsbyen Nocelle, og derfor varierer værelserne lidt i størrelse m.m. Landsbyen er relativt lille, så der er under 5 minutters gang mellem overnatningsstederne. Alle værelser har ejet bad og toilet.
Flyrejsen og lokal transport på destinationen:
Vi flyver fra København til Napoli t/r. Du er velkommen til, at kontakte os for at få oplyst flytiderne. På destinationen har vi hyret et lokalt transportfirma til at forestå bus transfers.
Måltider på rejsen:
Inkluderede måltider i rejsens pris er noteret på hver enkelt dag i rejseprogrammet med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Hvis et måltid ikke er inkluderet markeres det med –
Område, klima og terræn:
Forsommeren er skøn ved Amalfi Kysten. Temperaturen i juni vil typisk være omkring 25 grader om dagen, og ca. 14-16 grader om natten. Altså ideelle vandreforhold. Regn forekommer sjældent, men er dog en mulighed.
Man vandrer typisk i lettere tøj om dagen i solskin, og så har man evt. en trøje på om aftenen, når man sidder udenfor.
Stierne ved Amalfi kysten er de gamle ruter, som benyttes for at nå olivenlundene, vinterrasser osv. Vandrestave er en god hjælp til, at tackle turene ned ad og sikre en god balance.
Lokal valuta & kreditkort:
Du kan bruge gængse kreditkort langt de fleste steder, men det er altid en god idé at medbringe lidt Euro i kontanter.
Wifi og mobildækning på overnatningsstederne:
Der er generelt god mobildækning og nem adgang til Wifi.
Udstyrs- og Pakkeliste
Nedenfor ser du et forslag til, hvad du bør medbringe på vandreferien. Er du i tvivl om noget i den forbindelse, så kontakt os gerne for et godt råd.
Stor og lille bagage til rejsen
Din store bagage, er den du tjekker ind på flyet, og den der står på overnatningsstedet under rejsen. Det kan være en duffelbag, rygsæk eller kuffert helt efter dit valg. Den lille bagage bør være en dagstursrygsæk, som du bærer på vandreturene til vand, snacks, kamera, regntøj m.m. Dagstursrygsækken kan være din håndbagage på flyrejsen.
Et godt rejseråd mht til din bagage:
I sjældne tilfælde, kan det ske, at den indtjekkede bagage kommer forsinket frem til destinationen pga fejl m.m. i lufthavnen. For at forebygge denne situation, anbefaler vi, at man rejser i det vigtigste vandretøj: støvler/vandresko, vandresokker, vandrebukser, svedtransporterende t-shirt, 1 let trøje og regnjakke. Derudover kan man evt. pakke lidt skiftetøj i dagstursrygsækken, som jo er med som håndbagage. Så er man garderet, og kan deltage på første vandretur uden problemer, indtil den forsinkede bagage bliver leveret.
Vandrestøvler og andet fodtøj
Til selve vandreturene anbefaler vi altid rigtige vandrestøvler. Der er mange gode grunde til, at gå med rigtige vandrestøvler på en vandreferie. Vandrestøvlerne støtter anklerne og minimerer risikoen for banale forstuvninger. De beskytter også fødderne mod vegetation, klipper m.m. En god stiv sål aflaster fødderne meget, og en intakt skridsikker sål, optimerer grebet med underlaget på vandrestierne. Det er et must, at støvlerne er gået til og testet inden vandreferien, så man ikke skal døje med vabler m.m.
Til brug uden for vandreturene vil vi anbefale noget let fodtøj eller sandaler, så fødderne får luft.
Vandrestave
Vandrestave anvendes med stor gavn til vandring i bjergene. Utallige undersøgelser dokumenterer deres mange fordele, og selv meget erfarne bjergfolk bruger vandrestave i udstrakt grad. Vandrestave aflaster legemet generelt og knæene i særdeleshed. De understøtter en oprejst stilling, og forbygger derfor også rygsmerter. De giver balance og dermed øget sikkerhed i glat terræn. To stave sikrer en symmetrisk støtte og kroppens stilling er korrekt (så ja, 2 stave er dobbelt så gode som 1). Man bliver hurtigt fortrolig med sine vandrestave, og når de en sjælden gang er i vejen i noget terræn, så spændes de blot på rygsækken så hænderne er fri. Husk altid, at beskytte spidserne med gummidutter, når du pakker dem ned i indchecket bagage (som er et krav på flyrejser), samt når du skal have dem bundet på din rygsæk.
I de sjældne tilfælde, hvor man får en skade eller skavank i ben eller knæ, vil man med vandrestavene kunne aflaste dette udsatte sted betydeligt.
Tøj til vandreturene
Decideret vandretøj er udviklet til fysisk udfoldelse under åben himmel ude i terrænet. Det har derfor en række fordele på vandreture, sammenlignet med hverdagstøj. Stof og syninger er optimeret mhp at undgå ubehag og skader ved friktion mod kroppen. Stoffet er typisk let og åndbart så fugt fra kroppen kan komme ud, og så tørrer det hurtigt.
- T-shirts og undertøj (mindst 3 stk)
- Vandresokker (mindst 3 par)
- 1 tynd, let uld/fleece trøje eller en tynd dunjakke
- 1 tykkere uld/fleece trøje
- Uldundertøj (bukser og langærmede trøje)
- Lange vandrebukser
- Vandtæt jakke og bukser
- 1 Dunjakke
- Uldhue, Kasket og Buff
- Handsker
Diverse
Rejsedokumenter, pas, kreditkort, valuta, sygesikringskort, Forsikringspolice nr og kontakt data
Mobiltelefon og oplader
Personlig medicin
Toilettaske
Alkogel, solcreme,
Snacks til vandreturene
Vandflasker (samlet volumen på ca. 2 liter)
Solbriller