31.07 - 07.08.2022 kr. 9.450 Bestil

Dolomiti: Vandring i Parco Naturale delle Dolomiti Friulane.

Rejsebeskrivelse

Landsbyen Erto blev hårdt ramt af et jordskred og efterfølgende oversvømmelse tilbage i 1963. Igennem de senere år har man startet en omfattende og nænsom restaurering af den gamle bydel i Erto, som i dag fremstår særdeles indbydende og charmerende, og med en formidabel lokation i bjergene. Nogle af de lokale familier lejer husene ud til folk som os, der ønsker at tilbringe en uge i bjergene, langt væk fra den de gængse turiststrømme. 

Bjergene omkring Erto ligger i Parco Naturale Dolomiti Friulane, et af de smukkeste hjørner i Nordøst Italien, hvad angår natur og uspolerede bjerge. En charmerende landsby omgivet af imponerende bjergtinder hele vejen rundt. En ideel kombination for en spændende og autentisk vandre oplevelse i Dolomiti.

I hele dalen er der utallige vandrestier af forskellig sværhedsgrader, og efter grundig research har vi håndplukket de bedste vandreture til denne tur.

Der er 2 turledere på rejsen, og vi står selv for transporten i form af 2 minibusser, og kan derfor frit disponere efter de muligheder, som området tilbyder. Der er altså fleksibilitet til, at vælge mellem sværhedsgraden af vandretur på de enkelte vandredage jævnfør programmet.

Vi indlogeres i landsbyen Erto i forskellige landsbyhuse i den gamle bydel, og spiser fælles morgenmad i en restaurant placeret i det "nye Erto". I løbet af ugen vil vi vælge forskellige spisesteder i landsbyen og nærområdet, så vi får oplevet noget forskelligt - også på den kulinariske front.

Klik ind og læs mere om rejse detaljer herunder.

Download rejsebeskrivelsen her

Dag 1. Ankomst til landsbyen Erto i Parco Naturale delle Dolomiti Friulane

Ankomst og hyggetur i næromgivelserne

Vi kører fra lufthavnen i Venedig til Parco Naturale delle Dolomiti Friulane, hvor vi indlogeres i landsbyen Erto. Vi skal bo i  restaurerede landsbyhuse i Ertos gamle bydel. Herefter går vi en tur i nærområdet og kigger på omgivelserne og stifter bekendtskab med landsbyen, som bliver vores hjem den næste uges tid.

-/-/-

Dag 2. Monte Buscada og det gamle marmorbrud

Dag 2. Vandring til Monte Buscada og besøg ved det gamle marmorbrud

Fra Erto kører vi en kort tur op i 1200 m, hvorfra vi starter vandreturen op til Rifugio Cava Buscada (1750 m).

Her skal vi se det gamle marmorbrud, hvor lokale mænd fra Erto, men også mænd fra marmor bjergene Alpi Apuane i Toscana (hvor Gianni Nancesi stammer fra) arbejdede hårdt op til 15 timer om dagen. Fra landsbyen Casette kom specialiserede marmorbruds arbejdere, der tilbragte mange år i området. 

Herfra kan man vælge mellem 2 stier op til refugiet. Den ene er den stejle sti, som marmorbruds arbejderne anlagte og brugte i sin tid. Den anden sti følger en mere bekvem rute, der zigzagger opad Monte Buscada`s skråninger. 

Ved Rifugio Buscada holder vi en passende frokostpause. Refugiet ligger traditionen tro flot, og har en fabelagtig udsigt over bjergene, som bare skal nydes i ro og fred.

Er der mere krudt i benene, er der mulighed for at gå videre opad til nogle flotte udsigtspunkter i cirka 2000 m. Alternativt påbegynder man bare returvandringen til Erto.

M/-/-

Dag 3. Vandring ad Kulsvier stien til Vajont dæmningen

Dag 3. Ad kulsviernes rute til Vajont dæmningen. En flot rundtur omkring landsbyen Erto

Dagens vandretur foregår i nærområdet og er uden transport i bil. Ad en gammel rute anlagt af kulsvierne (Trui dal Sciarbon), vandrer vi fra landsbyen ned til den store Vajont dæmning, som var årsagen til tragedien i 1963. En historie som turlederen vil fortælle på stedet. Stien blev lavet for at fragte trækul fra Erto til Longarone, i bunden af Piave dalen.

Fra ruten har man den flotteste udsigt over landsbyen og bjergene, heriblandt Monte Toc med "arret" på bjergsiden og søen nede i dalen.  I den lille hyggelige landsby Casso, gør vi et ophold og nyder en god frokost. Derefter slentrer vi igennem Casso og ser nærmere på de gamle flotte stenhuse. Videre ad stien ned til Vajont dæmningen, der var årsag til det store stenskred, som faldt i den opdæmmede sø og på tragisk vis dræbte rigtig mange mennesker. En tragedie som stadigvæk huskes, og som har forårsaget stor opmærksomhed på området. Der er ikke mere en opdæmmet sø bag dæmningen, så stedet er helt sikkert i dag. 

Fra dæmningen går vores tur videre mod søen i bunden af dalen under Erto. Først lidt på asfalt, og så ad gamle stier, som de lokale benyttede for at komme op til deres sætere. Stier som man oversvømmede den gang man byggede dæmningen, og som skabte store logistiske udfordringer for lokalbefolkningen. 

Efter et ophold ved søen vender vi tilbage til Erto efter en oplevelsesrig vandretur. Vi passerer undervejs en markering, der viser hvor vandet gik til, den gang man byggede dæmningen og oversvømmede området.

M/F/-

 

 

Dag 4. Vandring fra Rifugio Pussa (900 m) via Val Settimana til Casera Senons (1323 m)

Dag 4. Vandring omkring sæterne i Val Settimana.

Idag kører vi til Val Settimana (Settimana dalen). Få kilometer på asfalt, og så cirka 14 kilometer ad grusvejen, som fører os ind i denne vilde sidedal, omringet af høje bjergtinder. Køreturen slutter ved Rifugio Pussa i cirka 900 m. Fra refugiet begynder vandreturen, som vil føre os op til Senons. Over de uberørte skove omkring os dominerer de høje takkede bjergtinder. Øde landskaber, og rå og smuk natur så langt øjet rækker.

Ved Casera Senons begynder vores tur omkring sæteren, og op til cirka 1570 m. Heroppe er vegetationen sparsom og vi er nu tæt på nogle af parkens vildeste bjerge - Casarine. Vi vandrer nu i området Ciadin de Senons. "Ciadin" betyder "skåle" og glosen understreger stedets geologiske oprindelse: en "skål" eller "fordybning" skabt af gletsjer erosion. 

Er dagsformen og lysten til det, kan vi tage en afstikker op til passet Forcella del Pedole i 1943 m. - lige under bjerget Caserine Alte (2306 m.). Her åbner udsigten sig til den anden side af bjergkæden, og man fornemmer her, hvor langt væk vi befinder os fra civilisationen

Rundturen omkring Senons sætere fører os tilbage til Rifugio Pussa, hvor vi vil afslutte vandreturen med en velfortjent forfriskning, og måske en dukkert mellem klipperne, hvor vandet vælter ud af kløften og ned igennem dalen.

M/F/-

Dag 5. Vandring ad historiske sæterstier til Rifugio Maniago (1730 m.)

Dag 5. Via sæteren Casera Bedin til Rifugio Maniago under Monte Duranno (2268 m.)

Vi kører få kilometer fra Erto op i cirka 1200 meters højde. Herfra følger vi først en lille grusvej opad bjergryggen, indtil vi når vandrestien der leder til sæteren Casera Bedin di Sopra (1711 m). Herfra holder vi højden nogenlunde og foran os troner det smukke Monte Duranno. Ved Casera Bedin gør vi et kort ophold, og kigger lidt nærmere på sæteren, som har haft en stor betydning som græsningsareal for husdyr om sommeren. Resten af ruten byder på en perlerække af udsigtspunkter, som indbyder til fotostop. 

Fremme ved Rifugio Maniago, placeret lige under Monte Duranno, stopper vi til frokost. Det er luksus at sidde heroppe i disse omgivelser, og bare tage udsigten ind, imens vi nyder en god ret ovenpå en herlig vandretur.

Efter frokosten følger vi ruten tilbage til bunden af dalen, hvor vores minibusser fragter os det sidste stykke tilbage til Erto, hvor et varmt bad og hyggeligt samvær venter.

M/-/-

Dag 6. Rundtur i bjergene omkring Claut og panorama udsigter over Valcellina

Dag 6. Vandretur i bjergene omkring landsbyen Claut

Vi kører i dag til Claut, en anden lille bjergby i området. Her vil der være mulighed for at vælge hhv. en længere eller en kortere vandretur i bjergene omkring landsbyen.

Begge ruter starter i udkanten af Claut (600 m), og vi vandrer alle sammen op til højdepunktet Col dei Piais (876 m). Herfra kan vi betragte udsigten over landsbyen og de omkringliggende bjerge.

Herfra har man to muligheder:

1)  Man kan vandre tilbage til Claut, og se nærmere på landsbyen og dens gamle  karakteristiske huse med små buer på facaderne. Vælge et hyggeligt sted for at spise frokost, og besøge det lokale museum. Der er også mulighed for at besøge Casera Casavento, hvor der er nogle imponerende forsteninger af dinosaur fodtryk i klipperne.  

2) Man kan fortsætte op ad bjergkammen, ad en ny sti som Forstvæsenet fra Claut har anlagt i sommeren 2021, og som leder fra Col dei Piais op langs bjergryggen til toppen af Cima Val Tremuoia (1450 m). Ruten er meget panoramisk og flot, men den kræver, at man føler sig tryg på smalle stier, hvor der indimellem er "luftige partier".

Ud på eftermiddagen mødes vi alle i Claut, inden vi vender tilbage til Erto, efter endnu en spændende dag i nye omgivelser.

M/-/-

Dag 7. Vandretur til Monte Porgeit (1864 m.)

Dag 7. Vandring til Casera Galvana og Monte Porgeit.

Fra Erto kører vi en kort distance op til 1200 meters højde, hvor vandreturen begynder. Dagens vandremål er den flotte bjergtop Monte Porgeit ovenfor vores landsby, som vi har kunnet betragte igennem hele ugen.

Først vandrer vi opad igennem skovene til den gamle Casera Galvana (1613 m), hvor vi puster ud og får pulsen lidt ned. Herfra er der ikke langt til passet Forcella Val de Fórscia (1681 m), som per definition giver udsyn til den anden side af bjergene. Toppen af Monte Porgeit er nu lige over os, og om kun 200 højdemeter kan vi sidde og kigge på alle bjergene omkring os: Zerten, Cornetto, Crep Nudo og sletten mellem Claut og Cimolais. En nøje udvalgt vandrefinale til denne uges vandreferie i Dolomitterne

Vi returnerer ad den samme rute, men besøger vandfaldet Pissandol i bunden af dalen, inden vi vender tilbage til Erto. Efter en varm dag oppe i højderne, skal vi lige have muligheden for at skylle bjergstøvet af i den naturlige pool.

Tilbage i Erto skal vi fejre afslutningen på vores aktive vandreuge i Dolomitterne med en velfortjent god middag i en af de lokale restauranter - salute!

M/F/-

Dag 8. Afrejse

Dag 8. Vi tager afsked med Dolomiti

Efter en spændende vandreferie i Parco Naturale Dolomiti Friulane og i Dolomitterne øst for Piave floden, tager vi nu afsked med vores venner i Erto og påbegynder hjemrejsen til Danmark.

M/-/-

Vigtig information om denne rejse

Rejsens varighed:

8 dage - 7 nætter

Rejsens sværhedsgrad:

2-3

Inkluderet i rejsens pris:

  • Aktiv grupperejse med dansktalende Gjøa turleder
  • Flyrejse København - Venedig t/r
  • Alle lokale bustransfers på rejsen
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse i huse i landsbyen Erto
  • Inkluderede måltider som anført i rejseprogrammet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

IKKE inkluderet i rejsens pris:

  • Evt. afbestillingsforsikring og/eller rejseforsikring
  • Ikke inkluderede måltider måltider, som anført i rejseprogrammet
  • Evt. tillæg for enkeltværelse på DKK 1200,-
  • Drikkevarer 

Overnatninger på rejsen:

I landsbyen Erto bor vi i velrestaurerede traditionelle landsbyhuse. Landsbyen ligger meget fredeligt og bilerne kan ikke køre igennem gyderne og gaderne. Kun på hovedgaden.  

Flyrejsen og lokal transport på destinationen:

Vi flyver med SAS fra København til Venedig t/r. Du er velkommen til, at kontakte os for at få oplyst flytiderne. På destinationen har vi hyret et lokalt transportfirma til at forestå bus transfers.

Måltider på rejsen:

Inkluderede måltider i rejsens pris er noteret på hver enkelt dag i rejseprogrammet med M (morgenmad), F (frokost) og A (aftensmad). Hvis et måltid ikke er inkluderet markeres det med – 

Område, klima og terræn:

Parco Naturale delle Dolomiti Friulane er uden tvivl det område i Dolomiti, som har bevaret bjergenes uberørte miljø bedst. Enkelte steder møder man andre turister, men normalt er vandreruterne meget fredelige og meget lidt befærdede. 

Den klassiske sommerdag på Dolomiti byder på en skøn blå himmel, hvor de første skyer viser sig ud på eftermiddagen. Det er oftest om eftermiddagen, at man kan opleve kraftig regn og sommerstorme. Vejret i Alperne og Dolomiti generelt kan være uforudsigeligt, og derfor er det vigtigt at have godt udstyr med. Temperaturerne kan således falde drastisk selv om sommeren, men det går normalt hurtigt over.

Bjergene omkring Erto tilbyder vandreture for enhver smag. Derfor har vi valgt at tilbyde forskellige muligheder hver dag. Stierne er traditionelt blevet brugt af lokale til jagt eller for at nå op til sæterne og sæterhytterne. Senere hen kom bjergvandrere og klatrere til. Nogle ruter går i skove og har en blødere bund, andre sigter mod tinderne og har et hårdere underlag af rullesten og grus.   

Lokal valuta & kreditkort:

Du kan bruge gængse kreditkort langt de fleste steder, men det er altid en god idé at medbringe lidt Euro i kontanter. 

Wifi og mobildækning på overnatningsstederne: 

Der er ikke WiFi i alle huse, men god mobildækning og adgang til 4G i landsbyen. 

Bemærk venligst: 

Vi har helt bevidst fravalgt at bo på et skisportsted i Dolomiti med pæne hoteller og mange turister omkring os. I stedet kan vi tilbyde en ægte perle i bjergene, en autentisk "tidslomme", hvor stilheden og freden hersker, og omgivelserne tilbyder smukke vandreruter som ikke er overrendte. 

Udstyrs- og pakkeliste

Inspiration til din pakning:

Nedenfor ser du et forslag til, hvad du bør medbringe på vandreferien. Er du i tvivl om noget i den forbindelse, så kontakt os gerne for et godt råd.

Stor og lille bagage til rejsen

Din store bagage, er den du tjekker ind på flyet, og den der står på overnatningsstedet under rejsen. Det kan være en duffelbag, rygsæk eller kuffert helt efter dit valg. Den lille bagage bør være en dagstursrygsæk, som du bærer på vandreturene til vand, snacks, kamera, regntøj m.m. Dagstursrygsækken kan være din håndbagage på flyrejsen.

Et godt rejseråd mht til din bagage:

 I sjældne tilfælde, kan det ske, at den indtjekkede bagage kommer forsinket frem til destinationen pga fejl m.m. i lufthavnen. For at forebygge denne situation, anbefaler vi, at man rejser i det vigtigste vandretøj: støvler/vandresko, vandresokker, vandrebukser, svedtransporterende t-shirt, 1 let trøje og regnjakke. Derudover kan man evt. pakke lidt skiftetøj i dagstursrygsækken, som jo er med som håndbagage. Så er man garderet, og kan deltage på første vandretur uden problemer, indtil den forsinkede bagage bliver leveret.

Vandrestøvler og andet fodtøj

Til selve vandreturene anbefaler vi altid rigtige vandrestøvler. Der er mange gode grunde til, at gå med rigtige vandrestøvler på en vandreferie. Vandrestøvlerne støtter anklerne og minimerer risikoen for banale forstuvninger. De beskytter også fødderne mod vegetation, klipper m.m. En god stiv sål aflaster fødderne meget, og en intakt skridsikker sål, optimerer grebet med underlaget på vandrestierne. Det er et must, at støvlerne er gået til og testet inden vandreferien, så man ikke skal døje med vabler m.m.

Til brug uden for vandreturene vil vi anbefale noget let fodtøj eller sandaler, så fødderne får luft.

Vandrestave

Vandrestave anvendes med stor gavn til vandring i bjergene. Utallige undersøgelser dokumenterer deres mange fordele, og selv meget erfarne bjergfolk bruger vandrestave i udstrakt grad. Vandrestave aflaster legemet generelt og knæene i særdeleshed. De understøtter en oprejst stilling, og forbygger derfor også rygsmerter. De giver balance og dermed øget sikkerhed i glat terræn. To stave sikrer en symmetrisk støtte og kroppens stilling er korrekt (så ja, 2 stave er dobbelt så gode som 1). Man bliver hurtigt fortrolig med sine vandrestave, og når de en sjælden gang er i vejen i noget terræn, så spændes de blot på rygsækken så hænderne er fri. Husk altid, at beskytte spidserne med gummidutter, når du pakker dem ned i indchecket bagage (som er et krav på flyrejser), samt når du skal have dem bundet på din rygsæk.

I de sjældne tilfælde, hvor man får en skade eller skavank i ben eller knæ, vil man med vandrestavene kunne aflaste dette udsatte sted betydeligt.

Tøj til vandreturene

Decideret vandretøj er udviklet til fysisk udfoldelse under åben himmel ude i terrænet. Det har derfor en række fordele på vandreture, sammenlignet med hverdagstøj. Stof og syninger er optimeret mhp at undgå ubehag og skader ved friktion mod kroppen. Stoffet er typisk let og åndbart så fugt fra kroppen kan komme ud, og så tørrer det hurtigt.

- T-shirts og undertøj (mindst 3 stk)

- Vandresokker (mindst 3 par)

- 1 tynd, let uld/fleece trøje eller en tynd dunjakke

- 1 tykkere uld/fleece trøje

- Lange og korte vandrebukser

- Vandtæt jakke og bukser

- Let dunjakke

- Hue og handsker

- Kasket og Buff

Diverse

Rejsedokumenter, pas, kreditkort, valuta, sygesikringskort, Forsikringspolice nr og kontakt data

Mobiltelefon og oplader

Personlig medicin

Toilettaske

Alkogel, solcreme,

Snacks til vandreturene

Vandflasker (samlet volumen på ca. 2 liter)

Solbriller